19 feb 2021

Danmarks Domstole

Fortællinger, videoer og rollespil skal lære unge om det danske retssystem

Danmarks Domstole relancerer et opdateret og moderne digitalt læringsunivers for udskolingselever og gymnasieklasser. Kenddinret.dk skal bidrage til de unges viden om en grundpille i det danske demokrati – det uafhængige retsvæsen.

Hvorfor er magtens tredeling vigtig? Hvilken rolle har dommer, forsvarer, anklager, tiltalte, vidne og lægdommer ved en retssag? Hvad betyder EU-domstolen for det danske retssystem? Hvilken betydning har EU på ligestilling i Danmark? Hvilke forskelle er der på det danske og det amerikanske retssystem? Har der været dødsstraf i Danmark? Kan Politiet dømme dig?

Alle de spørgsmål kan elever få svar på, når Danmarks Domstole relancerer hjemmesiden kenddinret.dk. Universet har to forskellige målgrupper, men kan bruges af alle, der har interesse i at lære vores retssystem at kende. Kenddinret.dk’s to områder er målrettet henholdsvis elever i folkeskolens ældste klasser og samfundsfag i gymnasiet.

Web-stories, quizzer og interessante opgaver

Hjemmesiden er en blanding af information, videoer, web-stories, lydfortælling, rollespil, quizzer og opgaver i øjenhøjde med de unges hverdag. Den store variation af pædagogiske virkemidler skal styrke elevernes opmærksomhed og engagement samtidig med, at de kommer igennem Børne- og Undervisningsministeriets mål for undervisningen i både udskolingen og gymnasiet om det danske retssystem.

”Det er vigtigt for det danske demokrati, at vores børn og unge har en god forståelse af, hvordan retssystemet og domstolene fungerer. Det vil Danmarks Domstole gerne bidrage til. Derfor har vi med hjælp fra samfundsfagslærere og elever forbedret og opdateret vores læringsunivers om det danske retssystem til elever i udskolingen og i gymnasiet,” siger udviklingsdirektør ved Danmarks Domstole Merethe Eckhardt.

Levende, legende og let at gå til

Hjemmesiden er blevet endnu mere levende, legende og let at gå til – både for læreren og eleverne. Den har også et område med forslag til, hvordan læreren kan bruge hjemmesiden i undervisningen.

”Vi har haft fokus på at gøre læringsuniverset appellerende for eleverne og virkelighedsnært, så de forstår, hvorfor det er vigtigt for dem at lære om domstolssystemet og kende deres egne rettigheder. Vi håber, at lærere og elever får gavn af det nye univers – ikke mindst nu, hvor undervisningen foregår hjemme og digitalt,” siger Merethe Eckhardt.

Se mere på www.kenddinret.dk 

Præsentationsvideoer til kenddinret.dk

Nedenfor kan du se de to præsentationsvideoer til samfundslærere i hhv. folkeskolen og gymnasium nedenfor.

Kan du ikke afspille nedenstående videoer på din enhed, så kan du også se dem her på Youtube: Folkeskole og Gymnasium.

Video til samfundslærere i folkeskolens udskoling

Video til samfundslærere i gymnasiet