Gå til sidens indhold

28 apr. 2021

Danmarks Domstole

Flere midlertidige retslokaler til retterne

Den 29. april starter en nævningesag i Retten i Roskilde i et retslokale i Herfølge, som Domstolsstyrelsen for nyligt har lejet til formålet. Sagen skal dermed afvikles i et af de mange midlertidige retslokaler, som Domstolsstyrelsen har lejet under COVID-19-pandemien for at afhjælpe pladsmangel.

Det bliver i nye omgivelser, at Retten i Roskilde den 29. april påbegynder en nævningesag mod tre personer, der er tiltalt i en højprofileret terrorsag. Retssagen skal nemlig foregå i et kontorlokale i Herfølge, 30 kilometer fra Roskilde. Det er pladsmangel som følge af dels ekstra mange store sager her i foråret, dels de skærpede anbefalinger fra Danmarks Domstoles krisestab, der har fået Retten i Roskilde til at leje sig ind i de midlertidige retslokaler:

”Da retten i forvejen i dette forår behandler ekstraordinært mange nævningesager og andre større straffesager, og da retten på grund af COVID-19-begrænsningerne for tiden alene råder over én retssal, hvor sådanne sager kan gennemføres, har det været nødvendigt at finde egnede lokaler uden for retsbygningen. Der er derfor netop indgået aftale om leje af en egnet bygning i Herfølge, som i disse dage indrettes til formålet. Vi er meget tilfredse med, at de lejede lokaler gør det muligt for retten at gennemføre de mange tunge sager inden for rimelig tid,” siger Jørgen Lougart, retspræsident for Retten i Roskilde.

De tre personer, der skal for retten i Roskilde, er tiltalt for at have bistået en fremmed efterretningstjeneste med at indsamle oplysninger i Danmark. De tre er også tiltalt for at have medvirket til at finansiere og fremme samt billige terrorhandlinger i udlandet. Det er en omfattende sag, hvor der i alt er afsat 60 retsdage. Sagen forventes først afsluttet sidst på året og kommer til at foregå i de midlertidige retslokaler i Herfølge.

Nye lejemål gør det muligt at afvikle flere større sager

Behovet for større lokaler uden for retsbygningerne har under COVID-19-pandemien især været presserende i større straffesager med flere tiltalte, hvor det kan være svært at afvikle sagerne sundhedsmæssigt forsvarligt. Derfor har Domstolsstyrelsen sammen med en række retter lejet lokaler rundt omkring i landet, hvor retterne kan føre store sager, ligesom der flere steder er blevet ombygget lokaler i eksisterende retsbygninger, så de kan huse større sager.

”Vi har siden foråret 2020 arbejdet på at hjælpe retterne med at leje midlertidige retslokaler, så retterne kan fastholde et så højt aktivitetsniveau som muligt under hensyntagen til de sundhedsmæssige anbefalinger. Det er vigtigt for retterne og for sagsafviklingen, og det vil vi også fokusere på fremover. Med de midlertidige lokaler kan retterne afvikle flere større sager, men vi kommer ikke af den grund af med vores sagsbunker, som fortsat er store,” siger Kristian Hertz, direktør i Domstolsstyrelsen.

I København har både Københavns Byret og Østre Landsret ført retssager i Bellacenteret samt i lokaler på Christianshavn. I Aarhus arbejder byretten i en kontorbygning ved Ringvejen og i Esbjerg er der lejet midlertidige lokaler ved havnen. Domstolsstyrelsens midlertidige lokaler er tilgængelige for alle retter, som ønsker at benytte sig af lokalerne efter behov.

Selvom Domstolsstyrelsen kan hjælpe retterne ved at leje lokaler til at afholde retssager, så har retterne også selv mulighed for at indgå aftaler om lokaleleje.

De lejede lokaler er midlertidige

Domstolsstyrelsen har på grund af behovet for midlertidige lokaler som følge af COVID-19-pandemien fået tilført bevillinger til at dække omkostningerne ved de midlertidigt lejede lokaler. Der er fortsat betydelige udfordringer med at afholde det meget høje antal store og komplicerede sager, som kommer ind til retterne. Dette fremgår også af Domstolsstyrelsens årsrapport for 2020.

Lejemålene er midlertidige og udløber som udgangspunkt i 2021. Alle de midlertidige retslokaler, som Domstolsstyrelsen lejer eller har lejet, kan ses i oversigten herunder.

Lokaler

Primære brugere

Bella Center, København S

Østre Landsret

Københavns Byret

Nicolai Eigtveds Gade 28, stuen, København

Østre Landsret

Københavns Byret

Nicolai Eigtveds Gade 28, 4. sal, København

Østre Landsret

Københavns Byret

Paludan-Müllers Gade 28, Aarhus

Retten i Aarhus

Dokken 10, Esbjerg

Retten i Esbjerg

Kasernevej 20, Næstved

Retten i Næstved

Islandsvej 3, Herfølge

Retten i Roskilde

Brugere som fremgår i tabellen, er de embeder, som lejemålet er tilvejebragt til grundet deres behov. Der er tilfælde, hvor andre embeder også har lånt lokalerne.