13 aug. 2021
Danmarks Domstole
COVID-19: ikke længere afstandskrav i retterne
Danmarks Domstoles krisestab har revideret sine anbefalinger, og der gælder ikke længere et afstandskrav på 1 meter mellem personer i retterne. Anbefalingen er nu, at der holdes afstand, når det er muligt, og at man spritter hænder ved indgang til retslokaler.
De opdaterede anbefalinger bygger på Sundhedsstyrelsens opdaterede anbefalinger den 11. august 2021 til forebyggelse af COVID-19-smitte. I lyset af de opdaterede sundhedsanbefalinger om, at det ikke længere anbefales at holde 1 meters afstand i det offentlige rum, men blot afstand når det er muligt, har krisestaben besluttet at ophæve de gældende anbefalinger til retterne om at sikre, at der holdes mindst 1 meters afstand mellem personer. Krisestaben anbefaler dog, at det overvejes, hvordan lokaler og faciliteter indrettes, så pladsen udnyttes bedst muligt i forhold til at holde afstand fx ved at sikre, at der er afstand mellem tilhørere i retssalene. Brugerne af retterne opfordres desuden til at spritte hænder mv. ved indgangen til retslokalerne og at udvise hensyn.
”Ligesom i resten af samfundet nærmer vi os også i retslokalerne en situation uden restriktioner, som vi husker den fra før COVID-19 for alvor ramte Danmark. Men der vil fortsat ved Danmarks Domstole være fokus på at undgå smittespredning og at sikre sundhedsmæssige forsvarlige forhold for retternes ansatte og brugere”, siger Kristian Hertz, direktør i Domstolsstyrelsen.
Retterne beslutter selv, hvorvidt og i hvilket omfang fysiske barrierer (fx plexiglas) skal bibeholdes. Det kan fx være i situationer, hvor det kan være vanskeligt at holde afstand (i små lokaler), eller hvor der er mange og hyppige ansigt-til-ansigt kontakter.
Det er fortsat krisestabens anbefaling, at retterne gennemfører alle typer af retsmøder uden for retsbygningen under forudsætning af, at gennemførelsen kan ske sundhedsmæssigt forsvarligt.