03 okt. 2022
Danmarks Domstole
Kronik: Virksomheder og efterladte vinder ved ny skifteportal
Digitaliseringen af skiftesager har haltet, og det har gjort det svært for erhvervslivet. Nu bliver det snart lettere at anmelde økonomiske udestående i forbindelse med dødsfald. Også advokater vil mærke stor forskel.
Af it-direktør i Domstolsstyrelsen, Martin Wood, og digitaliseringschef i Danske Advokater, Steen Hermansen
I Danmark dør årligt omkring 55.000 mennesker. Det har ikke kun konsekvenser for pårørende, som rammes af sorg. Et dødsfald påvirker også adskillige virksomheder, pengeinstitutter og selvstændige erhvervsdrivende.
Mange danskere efterlader ubetalte regninger, som omfatter alt fra elregninger, avisabonnementer og banklån. Faktisk anmeldes omkring 560.000 krav til dødsboer via skifteretterne hvert år, og dertil kommer en stor mængde krav, som anmeldes uden om retterne. Hidtil har erhvervslivet oplevet kravanmeldelsen som manuel og besværlig, og det har ikke hjulpet, at sagsgangene ikke har været tilstrækkeligt digitaliserede.
Det skal et nyt system nu lave om på. Domstolsstyrelsen har digitaliseret processen med kravindmeldelse i tæt samarbejde med advokater, virksomheder og specialister i dødsbosager. Allerede den 4. oktober 2022 udruller vi Skifteportalen i fem retter: Roskilde, Odense, Holstebro, Hjørring og på Bornholm. Til november bliver Skifteportalen taget i brug i alle landets byretter.
Det er et digitalt tigerspring – for borgere og virksomheder. Ambitionen er, at Skifteportalen kan nedbringe sagsbehandlingstiderne for virksomheder i dødsbosager og skabe et bedre overblik over sagerne for domstolenes bruger. Vi håber også, at erhvervslivet vil opleve systemet som let og intuitivt at bruge. På den måde vil Skifteportalen forhåbentlig medvirke til at styrke retssikkerheden for virksomheder.
Slut med krav i konvolutter
Hidtil har praksis været, at mange virksomheder har sendt krav og tilgodehavender på mail eller med brev – først til skifteretten og senere til boets kontaktperson. Andre har holdt øje med Statstidende og ventet til, kontaktpersonen blev offentliggjort, så henvendelsen kunne sendes direkte. Uanset metode var det besværligt, og det var ikke muligt at følge status i sagen.
Med domstolenes nye skifteportal bliver processen digital. Virksomheder og borgere kan gå på Skifteportalen og oprette et krav med få museklik.
Kravhaver får en kvittering for kravet og modtager automatisk svar, når boet udleveres. Skifteportalen henviser kravet til den rette retskreds, så anmelder ikke selv skal finde denne. Desuden kan store virksomheder fremover tilslutte deres sagsbehandling direkte til Skifteportalen, så hele processen bliver automatiseret. En mulighed, der ikke tidligere har været tilgængelig.
Advokater vil især mærke forskel
En af de erhvervsgrupper, som vil få stor gavn af Skifteportalen, er advokaterne. Mange advokater arbejder som professionelle bobestyrere i dødsbo. Det betyder, at de står for at administrere arv, formue, gæld og lignende, når en person går bort.
Med Skifteportalen skal kravhaver ikke længere kontakte boets bobestyrer for at anmelde sit krav. I stedet anlægges kravet direkte på minskiftesag.dk, og bobestyrer kan gå ind og få et overblik over alle anmeldte krav og tilgodehavender på boet. Advokater kan desuden se de bilag, som kravhaver med flere har uploadet for at dokumentere kravet.
Første skridt i digitalisering af skifteområdet
Skifteportalen er kun første del af en omfattende digitalisering af hele skifteområdet. Domstolene har påbegyndt et stort arbejde med at bygge nye it-systemer, som skal erstatte retternes nuværende, forældede systemer.
Den 15. november 2022 udruller vi som nævnt Skifteportalen til hele landet. I 2024 følger en løsning, som skal understøtte sager om tvangsopløsning, og i 2025 lancerer domstolene et system til sagsunderstøttelse af hele dødsbosagsprocessen samt konkurser.
Parallelt udvikler domstolene også nye systemer til hele strafferetsområdet, og vi forventer, at alle systemerne er færdige i 2026. Vi bygger systemerne i tæt samarbejde med brugerne, fordi vi gerne vil have dialog og viden fra dem, der skal bruge systemerne.
Med Skifteportalen bliver det forhåbentlig lettere for virksomheder, når en kunde går bort. Det gælder både for de store bankvirksomheder, der skal inddrive et lån, for den lille familieejede virksomhed, som har lavet tømrerarbejde for den afdøde, og for tandlægen, som skal have betaling for tandpleje.
Og ikke mindst bliver det lettere for de efterladte at håndtere den afdødes ejendele og udeståender og dermed få bedre tid til at sige farvel.
(Kronikken er bragt i Børsen den 3. oktober 2022)