Gå til sidens indhold

28 nov. 2023

Danmarks Domstole

Ny pilotdato for Skifteportalens udvidelse

Domstolenes udvidede Skifteportal bliver rullet ud til fem pilotretter den 17. april 2024. Løsningen rulles ud til alle retter den 11. juni 2024.

Der er nu sat en ny dato for, hvornår Skifteportalens udvidelse sættes i pilotdrift. Det bliver onsdag den 17. april 2024. Datoen er fastsat i samarbejde med Erhvervsstyrelsen, der er en vigtig samarbejdspartner, når løsningen skal rulles ud. Den nye dato er lagt sådan, at medarbejderne ved pilotretterne kan nå at blive lært op efter påsken. Datoen for udrulningen til alle retter fastholdes til den 11. juni 2024.

”Det har været vigtigt for os at koordinere den nye dato med både interne og eksterne samarbejdspartnere. Vi ser frem til pilotfasen, hvor vores brugere kan teste udvidelsen af Skifteportalen frem mod at alle retter skal i gang med at bruge portalen. Vi kan nu se frem til at have en løsning klar til pilotretterne i april”, siger programchef Anna Sofie Bahnson Witzgall.

Release 3 er en udvidelse af den allerede eksisterende skifteportal, der i den nye release vil komme til at indeholde sagsbehandling af tvangsopløsning. Pilotfasen er en periode, hvor Skifteportalens udvidelse afprøves i udvalgte retter – også kaldet pilotretter. Pilotretterne er Sø- og Handelsretten, Retten i Holstebro, Retten i Roskilde, Retten i Kolding og Retten på Bornholm.

Læs mere om, hvorfor pilotidriftsættelsen blev udskudt på domstol.dk via dette link

Du kan læse mere om Skifteportalen på domstol.dk via dette link