02 nov. 2023
Danmarks Domstole
Videregivelse af oplysninger til Rigsrevisionen
På vegne af byretterne videregiver Domstolsstyrelsen personoplysninger i retssager til Rigsrevisionen.
Der orienteres hermed om, at Domstolsstyrelsen på vegne af byretterne videregiver personoplysninger i retssager, hvor anklagemyndigheden har indstillet til et forløb i Ungdomskriminalitetsnævnet (UKN) og/eller retten har truffet afgørelse med henvisning til et UKN-forløb.
Videregivelsen sker på Rigsrevisionens anmodning og som led i Rigsrevisionens undersøgelse af, hvorvidt Justitsministeriet, Social-, Bolig- og Ældreministeriet og kommunerne har sikret en mærkbar og hurtig konsekvens for børn og unge, der begår personfarlig eller anden alvorlig kriminalitet.
Der videregives følgende oplysninger om personer, der optræder i retssager i perioden 1. januar 2019 til 1.oktober 2023:
- Sagens journalnummer
- Dato for rettens modtagelse af sagen fra Anklagemyndigheden
- Længde af domstolens sagsbehandlingstid
- Dato for rettens afgørelse af sagen
- Oplysning om afgørelsestype
- Oplysning om dommen er betinget eller ubetinget
- Oplysning om dommen henviser til Ungdomskriminalitetsnævnet (UKN)
- Dato for rettens henvisning til UKN
Retsgrundlaget for videregivelsen er databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, jf. sammenholdt med rigsrevisorlovens § 2 og §12.
En kopi af de oplysninger, der videregives til Rigsrevisionen, vil blive opbevaret af Domstolsstyrelsen indtil Rigsrevisionen har afsluttet deres undersøgelse.
Dine rettigheder
Du har ret til at anmode om indsigt i de oplysninger om dig, som Domstolsstyrelsen på vegne af retterne videregiver til Rigsrevisionen. Du har også ret til at anmode om berigtigelse, sletning af dine personoplysninger eller begrænsning i behandlingen af dine personoplysninger. Du har endvidere ret til at gøre indsigelse mod, at Domstolsstyrelsen videregiver dine personoplysninger til Rigsrevisionen.
Hvis du vil gøre brug af dine rettigheder, skal du kontakte den ret, der har behandlet retssagen.
Du kan finde rettens kontaktoplysninger på domstol.dk
Du har ret til at klage til over, at Domstolsstyrelsen på vegne af retten har videregivet dine personoplysninger til Rigsrevisionen. Klagen skal fremsættes til:
Domstolsstyrelsen
Store Kongensgade 1-3
1264 København K
persondatatilsyn@domstolsstyrelsen.dk
Hvis du har spørgsmål til videregivelsen, herunder f.eks. til hvordan du udøver dine rettigheder, kan du kontakte Danmarks Domstoles databeskyttelsesrådgiver:
Sidsel L. Kier
Databeskyttelsesrådgiver
dpo@domstolsstyrelsen.dk