Gå til sidens indhold

31 maj 2023

Danmarks Domstole

International domstol åbner i Danmark

Den 1. juni 2023 slår Den Fælles Patentdomstol dørene op i Danmark. Det bliver første gang nogensinde, at en international domstol får en afdeling på dansk grund. Afdelingen ligger i Sø- og Handelsretten.

Den Fælles Patentdomstol bygger på en aftale fra 2013, som var til folkeafstemning i Danmark den 25. maj 2014. Her stemte 62,5 pct. af de fremmødte vælgere ja til Patentdomstolen. Den 1. juni 2023 træder aftalen i kraft i 17 EU-lande, og yderligere seks EU-lande forventes at komme til inden for de næste få år.

”Patenter er meget vigtige i vores dagligdag, de er en kæmpe driver for innovation og vækst i Danmark og Europa. Patenter dækker områder som medicin, kemi, teknologi og kommunikation og betyder mere for den enkelte danskers og europæers dagligdag, end man måske lige tænker over. Derfor betyder det meget for både den enkelte dansker og for samfundsøkonomien, at vi får et godt og effektivt fælles system i Europa til at behandle tvister om patenter”, siger Mads Bundgaard Larsen, præsident i Sø- og Handelsretten, og tilføjer:

”Det er også vigtigt for dansk erhvervsliv, at de nu kan føre sager ved den danske afdeling. Vi er spændte på åbningen af den første internationale domstol i Danmark 2023 og selvfølgelig især på, hvor mange sager der lander i den danske afdeling”.

Den Fælles Patentdomstol får til opgave at dømme i sager om krænkelse eller ugyldighed af europæiske patenter og de nye enhedspatenter. Patentdomstolens domme kommer til at gælde for alle de deltagende lande. Indtil nu har hvert enkelt lands domstole skullet tage stilling til patentets krænkelse eller gyldighed på hver sit territorie.

Når en sag skal køre i den danske afdeling, skal der deltage en dansk juridisk dommer og to fra andre medlemslande. Peter Juul Agergaard fra Sø- og Handelsretten er udnævnt som den danske dommer. Processproget i den danske afdeling er dansk eller engelsk. Sø- og Handelsretten har haft en række af sine kontormedarbejdere på et par ugers efteruddannelse i Budapest for at lære sagsbehandlingssystemerne i Den Fælles Patentdomstol at kende. Sagerne i den danske afdeling skal nemlig håndteres af Sø- og Handelsrettens personale i en overgangsperiode på syv år, indtil Patentdomstolen får sit helt selvstændige sekretariat.

Domstolsstyrelsen og Sø- og Handelsretten har arbejdet tæt sammen for at forberede åbningen af Patentdomstolens afdeling. Direktør i Domstolsstyrelsen, Kristian Hertz, siger i den forbindelse:

”Vi glæder os til at kunne byde dommere og parter fra Den Fælles Patentdomstol velkommen i København, hvor et fælles team fra Domstolsstyrelsen og Sø- og Handelsretten har arbejdet hårdt for at få alt fra lokaler, it- og videoudstyr og helt ned til separat skiltning på plads til den 1. juni 2023”.

Fakta

Den Fælles Patentdomstol har to instanser. Førsteinstansen har hovedsæde i Paris og appelinstansen i Luxembourg. Der er 13 lokale afdelinger, herunder som sagt i København, og indtil videre én regional afdeling, som dækker Sverige og de baltiske lande. I sager i første instans deltager som udgangspunkt tre juridiske dommere. Hvis det er en sag om krænkelse af et patent, kan der også deltage en teknisk dommer, men hvis der skal tages stilling til patentets gyldighed, er det obligatorisk også have en teknisk dommer med. I appelinstansen medvirker tre juridiske dommere og to tekniske.

De juridiske og de tekniske dommere kommer fra alle deltagende lande og er udpeget af patentdomstolens Administrative Komité, der er sammensat af repræsentanter fra alle medlemslandene. Domstolsstyrelsen repræsenterer Danmark.

En sag om krænkelse af et patent kan anlægges ved den lokale eller regionale afdeling på det sted, hvor den påståede krænkelse finder sted, eller der, hvor den påståede krænker har hjemsted. Det betyder, at man ofte vil kunne vælge mellem flere forskellige afdelinger, når man skal anlægge en sag.

For eksisterende europæiske patenters vedkommende kan patentindehaveren helt fravælge Den Fælles Patentdomstol (”opt-out”), og i en overgangsperiode på syv år vil man også fra sag til sag kunne vælge, om man vil anlægge sagen ved de nationale domstole (hvor dommen så kun gælder i det land, hvor man har anlagt sagen), eller om man vil anlægge sagen ved Den Fælles Patentdomstol ved virkning for alle deltagende lande.