31 aug. 2023
Danmarks Domstole
Ambitiøst udspil for domstolene i forslag til finanslov
I regeringens forslag til finanslov for 2024 sættes der ca. 1,8 mia. kr. af i reserve til de kommende forhandlinger om en ny økonomisk flerårsaftale for domstolene.
Der afsættes en reserve på 444,6 mio. kr. i 2024, 407,3 mio. kr. i 2025, 486,6 mio. kr. i 2026 og 499,2 mio. kr. i 2027, der kan indgå som finansiering af en ny aftale om domstolenes økonomi.
Regeringen vil desuden lægge op til, at der skal findes yderligere finansieringsbidrag. Regeringen vil, som led i forhandlingerne, i efteråret 2023 præsentere et samlet oplæg, herunder finansiering og håndtering af anbefalingerne fra Rørdam-udvalget.
Læs mere om udspillet på Justitsministeriets hjemmeside (åbner i nyt vindue)
Regeringen vil invitere Folketingets partier til forhandlinger om domstolenes økonomi for perioden 2024-2027 i efteråret 2023. Fra domstolenes side er der peget på behovet for flere ansatte til at nedbringe sagsbehandlingstiderne, øget retssalskapacitet og midler til moderne it-understøttelse og styrket it-sikkerhed.
”Det er meget positivt, at regeringen har afsat en betydelig økonomisk ramme til domstolene på finanslovsforslaget. Regeringens udspil er rigtig godt nyt i forhold til at kunne komme i gang med at løse de udfordringer, vi står med. Det drejer sig først og fremmest om at få sagsbehandlingstiderne ned på et mere acceptabelt niveau. Nu går de politiske forhandlinger i gang, og vi må se, hvordan flerårsaftalen lander, men jeg synes, at udgangspunktet er meget fint”, siger bestyrelsesformand for Domstolsstyrelsen, højesteretsdommer Hanne Schmidt.