Gå til sidens indhold

23 jan. 2024

Danmarks Domstole

”De sagkyndige dommere er en hjørnesten”

I Sø- og Handelsretten bistår sagkyndige dommere de juridiske dommere med at træffe afgørelser i erhvervssager. På et stort dialogmøde drøftede dommerne bl.a. fremtidens samarbejde og domstolenes flerårsaftale.

Flere end 70 sagkyndige dommere og en række juridiske dommere var tirsdag den 22. januar 2024 samlet til et stort dialogmøde, som Sø- og Handelsretten og Foreningen af Sø- og Handelsrettens sagkyndige dommere stod bag. Fokus var på civilretten, der er den ene af rettens i alt to afdelinger.

Civilretten er landsdækkende og behandler bl.a. sager om internationalt erhvervsret, transportret, varemærker, ophavsret, patenter og design, forretningshemmeligheder og principielle sager om ansættelsesret. Der er altid to sagkyndige dommere med i civilrettens sager.

Preben Bang Henriksen (V) og Peter Skaarup (DD), begge fra Folketingets Retsudvalg, åbnede mødet med at give en introduktion til den historiske flerårsaftale for domstolenes økonomi de kommende fire år, som alle Folketingets partier indgik i november 2023, og besvarede spørgsmål fra salen.

Balance for erhvervslivet

Efterfølgende var der indlæg fra dommere og sagkyndige dommere, som kom rundt om emner som udviklingen i samarbejdet og habilitet.

”De sagkyndige dommere er en hjørnesten i Sø- og Handelsretten. I fællesskab løfter vi en vigtig samfundsrolle med at skabe en balance for erhvervslivet, når der er behov for det. Vi har haft en spændende og udbytterig dag, hvor der er kommet mange input til, hvordan vi skaber de bedst mulige rammer for de sagkyndige dommere og vores fortsatte samarbejde ”, siger Mads Bundgaard Larsen, præsident for Sø- og Handelsretten.

Ulla Klinge har været sagkyndig dommer ved Sø- og Handelsretten i 14 år. Hun sidder med i sager inden for patentret og er desuden forkvinde for de sagkyndige dommeres forening ved retten. Da hun i sin tid fik mulighed for at blive sagkyndig dommer, accepterede hun med det samme.

”Det er et utroligt interessant hverv, og jeg glæder mig altid, når jeg cirka en gang om året deltager i en sag. Patenter er et meget specialiseret område, som man kan være involveret på forskellige måder ud over at være sagkyndigt retsmedlem, forklarer Ulla Klinge. Hun fortsætter:

”Man kan beskæftige sig med syn og skøn, fungere som ekspert eller være bisidder for en advokat. Det gør, at vi virkelig skal have fokus på vores habilitet, fordi vi kan samarbejde med parter på begge sider af en retssag. Jeg må derfor ofte sige nej til sager, fordi jeg har været involveret på en måde, som gør, at jeg ikke er habil som sagkyndig dommer. Det er et af de punkter på dagens dagsorden, som jeg har glædet mig meget til at diskutere”.

Ulla Klinge er oprindeligt uddannet civilingeniør, men blev som sagkyndig dommer så grebet af juraens verden, at hun i en alder af 58 år læste en ph.d. i jura.

Saglig valgfrihed

Der er i alt cirka 140 sagkyndige dommere tilknyttet Sø- og Handelsretten. De er indstillet af en række anerkendte organisationer inden for de respektive områder. Nogle sagkyndige dommere er med i mange sager hvert år, andre er sjældent med, alt afhængig af, om der er brug for lige netop deres kompetencer i den enkelte sag. De sagkyndige dommere er udpeget af retspræsidenten for fire år ad gangen og kan genindstilles.

Når Sø- og Handelsretten behandler en sag, er der en juridisk dommer som retsformand og to sagkyndige dommere med. Alle tre har én stemme hver. Hvis der er forskel, gælder stemmeflertallet.

”Sø- og Handelsrettens kompetence er ikke eksklusiv. Det vil sige, at parterne kan vælge, om de vil anlægge sagen ved Sø- og Handelsretten eller byretten, når det er en sag inden for Sø- og Handelsrettens saglige område. Jeg synes, at det er godt og flot, at Danmarks Domstole på den måde tilbyder flere gode løsninger på den samme sag”, fortæller Mads Bundgaard Larsen.

Sø- og Handelsretten behandler cirka 200 civile sager hvert år. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid, som også omfatter sager, der bliver forligt før hovedforhandlingen, er ca. 16 måneder.

”Med den nye flerårsaftale for domstolene er det mit håb, at også Sø- og Handelsretten kan få nedbragt sagsbehandlingstiden. Det kæmpestore pharma-firma skal nok klare at skulle vente over et år på at få sin tvist afgjort, men den lille enkeltmandsvirksomhed kan sagtens knække halsen i løbet af perioden. Det er noget, vi er meget bevidst om”, fastslår Ulla Klinge.

Billede af Ulla Klinge og Mads Bundgaard Larsen

På billedet ses Ulla Klinge og Mads Bundgaard Larsen. (Foto: Nana Vogelbein)