21 nov. 2024
Danmarks Domstole
”Der bliver grønt lys igen”
Kate Kengen har en stor del af sit arbejdsliv talt på vegne af over halvdelen af Danmarks Domstoles ansatte. Nu lakker en lang og imponerende karriere som tillidsvalgt mod enden.
Tekst og foto: Nana Vogelbein
På et hyggeligt kontor under fogedrettens lokaler i Københavns Byret, blandt farvestrålende malerier, en skål med Marianne-bolsjer og tætpakkede reolmetre, slår Kate Kengen sine folder. Kælderlokationen er ikke et udtryk for, at hun skal gemmes væk, eller at hun ikke vil findes. Svaret er langt mere lavpraktisk: Kate Kengen holder ofte store møder og har brug for at kunne huse mange mennesker. Lokaler, der kan imødekomme det behov, er der ikke mange af på de øvre etager.
”Jeg har selv valgt at bo hernede, vil jeg gerne understrege. Der er god plads, et fint lysindfald og ro til at fordybe sig”, konstaterer hun med et smil.
Et imponerende kapitel
Senere i dag forlader Kate Kengen efter 35 år posten som formand for HK Landsklubben Danmarks Domstole. I 2020 trådte Kate Kengen ud af Domstolsstyrelsens bestyrelse, hvor hun gennem to årtier repræsenterede over halvdelen af domstolenes ansatte, og i oktober måned takkede hun af som tillidsvalgt i HK Stats' bestyrelse. Hvervet som tillidsrepræsentant i Københavns Byret er for nyligt også givet videre. Dermed er kapitlet om en lang og imponerende karriere som tillidsvalgt i forskellige fora ved at være skrevet færdigt.
”Jeg kan ikke se mig selv sidde fire år mere i HK Landsklubben. Tiden er den rette til at overdrage den post og mine øvrige tillidshverv til andre dygtigt mennesker. Det er dog ikke uden vemod, at jeg rydder op på kontoret, og jeg tænker da også ofte over, at det nu er sidste gang, jeg udfører forskellige opgaver”, ræsonnerer Kate Kengen.
Fart over feltet
Det var Kate Kengens daværende afdelingschef i Københavns Byret, som i sin tid lokkede hende med til en generalforsamling i HK-klubben ved retten, hvor hun blev valgt som bestyrelsesmedlem. Få år senere blev hun formand. Hun tog ved siden af sit fuldtidsjob i byretten og arbejdet som tillidsrepræsentant og bestyrelsesmedlem en akademiuddannelse i offentlig forvaltning og administration.
”Der skal ske noget. Jeg dur ikke til at sidde stille. Sådan har jeg altid haft det både jobmæssigt og privat. Det, at arbejde for at sikre gode vilkår for mine kolleger, og at være i daglig kontakt med tillidsrepræsentanter, som man kan hjælpe til at finde løsninger, har lært og givet mig så meget. I tillidshvervet vil man opleve, at andre mennesker er uenige i ens standpunkt. Det er kun godt og sundt at få et andet perspektiv, der kan hjælpe en til at se verden anderledes, og jeg trives bedst, når der er udfordringer”.
Det afgørende samspil
Da den daværende Domstolsafdeling, som i dag er Domstolsstyrelsen, skulle have en bestyrelse, kom det Kate Kengen for øre, at kontorpersonalet og kontortjenestemændene blot fik én plads til deling. Hun gik straks i dialog med justitsminister Frank Jensen, og det endte med, at faggrupperne blev repræsenteret i bestyrelsen med hver sin plads.
”Jeg har taget de nødvendige kampe og arbejdet målrettet for at vise, hvor vigtig og dygtig en faggruppe, HK’erne er. Det var heller ikke meningen, at vi skulle have været med i Rørdam-udvalget, der blev etableret i forbindelse med den seneste flerårsaftale om domstolenes økonomi. Men med om bordet kom jeg da. Jeg ved fx en hulens masse om, hvordan arbejdsgangene og dagligdagen er i retsafdelingerne og i skifte- og fogedretten, mens juristerne er eksperter inden for paragraffer og det processuelle. Jeg synes, at jeg med årene er lykkedes med at få sat fokus på, hvor afgørende samspillet mellem jurister og HK’ere ved domstolene er. Og at vi som faggruppe har fortjent at blive respekteret og hørt”, siger Kate Kengen.
Grønt lys igen
Til næste år i maj måned er det 50 år siden, at Kate Kengen havde første arbejdsdag i Københavns Byret. Hun har netop haft 50-års jubilæum som statsansat, men det regner hun, efter eget udsagn, ikke rigtigt for noget. Til gengæld har hun takket ja til, at der kan holdes en reception, når hun runder det halve århundrede som medarbejdet i landets største byret.
”Det er mit rigtige jubilæum, synes jeg. Jeg har altid været meget glad for mit arbejde og min arbejdsplads. Jeg bryder mig virkelig ikke om at være i centrum, men den dag må jeg bide det i mig. Med udgangen af maj måned 2025 skal jeg ikke længere arbejde fuldtid, men blot assistere med nogle ad hoc-opgaver i retten et par timer om ugen. Det har jeg lavet en aftale med min chef om. Jeg kan ikke bare gå hjem og lukke døren til mit arbejdsliv fra den ene dag til den anden”.
At indgangen til arbejdsmarkedet får lov til at stå på klem, betyder meget for Kate Kengen, fornemmer man. Hun har været i job, siden hun var 14 år, og har det underligt med, at der kommer en dag, hvor hun ikke længere skal tilbagelægge afstanden mellem sin lejlighed og Københavns Byret på cykel.
”Om morgenen føler jeg mig måske nok som 72-årig, men jeg opfatter mere mig selv som en på 62. Kun på cykelstien kan jeg mærke, at jeg er blevet ældre, fordi jeg husker mig selv på at tage det roligt. Der bliver grønt lys igen”.