16 maj 2024
Danmarks Domstole
Livsbegivenheder sender ofte folk i fogedretten
Fogedområdet er det sagsområde ved byretterne med flest antal sager. Ofte er det en livsbegivenhed, der gør, at en person ender i fogedretten.
En skilsmisse, længere tids sygdom eller en fyring. Det er ofte en livsbegivenhed, der gør, at en person ikke kan betale det, han eller hun skylder, og derfor ender i fogedretten. Det fortæller retsassessor og funktionschef ved Retten i Hillerød, Trine Nørhede. Hun har arbejdet ved domstolene i 28 år.
”Mange af de skyldnere, som vi ser i fogedretten, har fuldstændigt mistet overblikket over deres økonomi. Det kan være, at de er kommet i økonomisk uføre, fordi de har været syge i en længere periode, har mistet deres job eller er blevet skilt".
Fogedområdet er det sagsområde ved byretterne med flest antal sager. I 2023 afsluttede Danmarks Domstole 279.218 fogedsager. Retten i Hillerød, der er en mindre fogedret, afsluttede sidste år 7.771 fogedsager.
Ifølge Trine Nørhede adskiller fogedsagerne sig på flere måder fra de andre sagsområder ved domstolene.
”Vi er tættere på parterne, og vi holder ikke på samme måde på formerne som i andre sager. Det er en anderledes måde at arbejde på. Vi skal både bevare værdigheden og integriteten, for vi er en domstol. Vi må ikke være partiske. Men samtidig skal vi også vise en meget høj grad af medmenneskelighed og forståelse. Vi støder jo på rigtig mange borgere, som har det svært”.
Robusthed og respektfuld behandling
Stine Lund Thirsgaard er afdelingsleder ved fogedretten i Hillerød og fungerer som kontorfoged, når der er ekstra pres på. Hun fortæller, at fogedjobbet kræver en vis robusthed.
”Det er et stort ansvar, og der er ikke nogen dage, der er ens. Der er ofte kort tid til et fogedmøde. Som foged skal man på den tid kunne klare at være mødeleder, lytte til begge parter og undervejs håndtere, hvis nogen bliver kede af det eller vrede. Ofte møder kreditor desuden via telefon, og vedkommende kan derfor ikke se, om skyldneren fx medbringer alle sine ejendele i en plasticpose og faktisk ikke ejer noget af værdi. Så der skal man være god til at sætte rammen for mødet”.
Både Trine Nørhede og Stine Lund Thirsgaard fremhæver, at det er vigtigt, at man som foged er ansvarlig, troværdig og respektfuld, og at man er åben og villig til at gå i dialog. Som foged møder man ofte personer, der har det rigtigt svært. Det kan fx være enten psykisk syge, demente eller hjemløse.
”I nogle tilfælde må vi rent faktisk fungere som socialrådgivere eller psykologer - eller som detektiver, da vi skal finde ud af, om de har pårørende, som måske kan hjælpe og fungere som værge”, siger Trine Nørhede.
Hun tilføjer, at retten nogle gange må fortælle kreditor – det vil sige de virksomheder eller personer, der har penge til gode - at de ikke kan forvente at få deres penge. Andre gange kan retten slet ikke behandle sagen, fordi personen skal under værgemål først.
”Så der er meget socialt arbejde, vi faktisk også udfører som fogedret”.
Ikke en dømmende myndighed
Mange har måske et billede af en foged som én, der udelukkende er med til at sætte lejere ud fra deres lejemål, fordi de ikke har betalt husleje. Fogedområdet dækker dog over mange andre typer af sager.
I de mest almindelige sager er en person indkaldt til møde i fogedretten, fordi han eller hun skylder penge. Kreditor er ofte repræsenteret af et inkassofirma eller en advokat. På mødet hjælper fogeden parterne med at aftale, hvordan gælden kan afdrages.
”Langt de fleste af sagerne handler om, at vi skal hjælpe kreditorer med at få deres penge. Kan de ikke få dem med det samme, skal de have sikkerhed for deres tilgodehavende, indtil de får pengene. Det vil sige, at den, der skylder pengene, stiller fx sin bil eller ejendom som sikkerhed”, forklarer Trine Nørhede. Stine Lund Thirsgaard supplerer:
”Fogedsagerne starter typisk med, at retten modtager en anmodning om udlæg, hvorefter parterne indkaldes til møde i fogedretten. Vi ser dog også mange sager om betalingspåkrav, som er en forenklet inkassoproces, hvor man som almindelig borger kan indsende en blanket og få fogedrettens hjælp til at indkræve gæld på op til 100.000 kroner”.
Fogedretten har ikke dømmende myndighed, ligesom man har i andre afdelinger af retten, fx strafferetten eller civilretten. Typisk behandles sagerne af en kontorfoged, som er en kontormedarbejder ved retten. Hvis der er uenighed om, fx hvorvidt den ene part overhovedet skylder pengene, skal en jurist ifølge retsplejeloven ind over sagen.
”Fogedsager er ofte afgjort på forhånd. Men der er nogle fogedsager, som minder om små retssager, hvor der skal holdes en procedure, og der kan være advokater på hver side og processkrifter, der bliver fremlagt. Dem tager en jurist”, siger Trine Nørhede.
En lukket dør
Det er ikke kun pengekrav, som behandles i fogedretten. Man kan også få fogedrettens hjælp til at få leveret noget tilbage ved lovlig tvang. Det kan fx være en bil, man har solgt med et ejendomsforbehold, hvilket betyder, at man ejer bilen, indtil den er betalt helt færdig. Hvis køberen ikke betaler alle afdrag, kan fogedretten hjælpe med at få bilen tilbage.
Og så er der de mere sjældne sager. Det kan være et ægtepar, der er ved at gå fra hinanden, og hvor den ene en dag kommer hjem for at hente sine ting og opdager, at hoveddøren er låst.
”I den situation må man ikke begå selvtægt og bare brase ind. Man skal bede fogedretten om hjælp til at komme ind og få sine ting. Kan det ikke ske uden sværdslag, må man holde en lille procedure om det i fogedretten”, siger Trine Nørhede.
De seneste år har Retten i Hillerød set mange sager om bilejere, som hverken har tegnet den lovpligtige ansvarsforsikring på deres bil eller betalt de dagsgebyrer på 250 kroner, de bliver opkrævet på grund af den manglende forsikring. I 2023 behandlede retten desuden 260 sager, hvor en ejendom måtte sættes på tvangsauktion.
”Tvangsauktioner starter typisk som en almindelig fogedsag, hvor kreditforeningen sender et pantebrev i fogedretten og beder om at få et udlæg i ejendommen. I det øjeblik, der er kommet et udlæg, ved vi godt, at det blot er et spørgsmål om tid, før der kommer en begæring om, at der skal være tvangsauktion over ejendommen”, konstaterer Trine Nørhede.
Anholdt i lufthavnen
Hvis man skal møde i fogedretten, vil man modtage en meddelelse i sin digitale post. Det sker dog jævnligt, at en skyldner udebliver fra retten til det aftalte tidspunkt.
”Vi må i visse tilfælde have hjælp fra politiet til at opspore skyldnere. Det sker fx, at politiet anholder folk, når de er på vej i lufthavnen og skal på ferie, eller når de kommer hjem. Jeg kan huske engang, hvor vi havde en kvinde stående i receptionen med alle sine kufferter. Hun var blevet stoppet, inden hun skulle med flyet på ferie”, siger Trine Nørhede.
Op til påske og sommerferien har Retten i Hillerød ofte mange fremstillinger, så borgere, der skylder penge, kan få løst deres sag, inden de skal rejse ud af landet. Ifølge Trine Nørhede sker det også, at der er borgere, som ligefrem ringer og spørger, om de har sager liggende.
”Til nogle af dem må vi så sige, at det er en rigtig god idé, at de kigger forbi retten i løbet af dagen”.
Fakta om fogedsager
- Alle landets 24 byretter har en fogedret
- Fogedretten behandler både almindelige fogedsager, hvor en skyldner indkaldes til møde i retten, sager om betalingspåkrav (også kaldet ”forenklet inkassoproces”), udsættelse af lejemål og tvangsauktioner
- Hvis man er indkaldt til en fogedsag, fordi man skylder penge, foregår det i et lokale i byretten. Her vil en medarbejder fra fogedretten, skyldner samt kreditor deltage
- I 2023 afsluttede byretterne 279.218 fogedsager og 8.940 sager om tvangsauktioner.
Danmarks Domstole gennemfører hvert år mellem 750.000 og 800.000 sager. I en artikelserie sætter vi fokus på de mange sagsområder og opgaver, som medarbejderne ved domstolene hver dag sidder med.