10 jun. 2024
Danmarks Domstole
Folkemødet 2024: Køb Randers Regnskov!
Få indblik i domstolenes arbejde i Danmarks Domstoles telt på Folkemødet. Deltag i en tvangsauktion, prøv det juridiske Lykkehjul og vær med til at dømme om stalking i Folkedomstolen.
Danmarks Domstole er igen i år med på Folkemødet på Bornholm den 13. – 15. juni 2024. Find os i telt A5 i Danchells Anlæg, hvor vi ligger sammen med mange af de andre aktører i retsvæsenet.
Igen i år sætter vi Folkedomstolen, hvor medlemmer af Folketinget og Folkemødets deltagere kan være med til at dømme i en sag om stalking. Danmarks Domstole sætter Randers Regnskov på tvangsauktion, diskuterer dilemmaer i Mads & retsdilemmaerne, har debatter om kriminalisering af psykisk vold, domstolenes rolle i klimaretssager, samt skuespil om etik og lov. Du kan også møde en højesteretsdommer og høre mere om landets øverste ret. Vi lukker teltet med bidende og musikalsk satire fra MAGT.
”Alle de mange, der er interesserede i retsvæsnet, kan igen i år møde ansatte fra en række byretter. Jeg er også glad for, at vi får besøg af en højesteretsdommer, som kan give folkemødedeltagerne et personligt indblik i hverdagen og arbejdet i landets øverste domstol. Og så sætter vi fokus på en række aktuelle emner som klima og psykisk vold, ligesom vi fortæller om de mange sagsområder ved retterne, siger Merethe Eckhardt, udviklingsdirektør i Domstolsstyrelsen, og fortsætter:
”Og så glæder jeg mig som altid til, at publikum får lejlighed til at dømme med i Folkedomstolen som vi laver sammen med Advokatsamfundet, se skuespil om etik og lov, diskutere dilemmaer med Mads Steffensen og at MAGT løfter teltdugen”.
Her kan du se en samlet oversigt og liste over vores arrangementer:
Mads Steffensen og retsdilemmaerne om kunst og kultur
Torsdag den 13. juni kl. 13.10 – 14.00
Er det etisk og ok at bruge kunstig intelligens og ChatGPT til at lave kunst i et eksamensprojekt? Kan kunst påvirke politiske beslutninger? Og hvordan håndterer teaterdirektøren en shitstorm efter en nyfortolkning af Romeo og Julie?
Det er nogle af de dilemmaer, som du kan høre Mads Steffensen og et veloplagt panel bestående af Kasper Holten, teaterchef på Det Kongelige Teater, Maria Rørby Rønn, generaldirektør i DR, og Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania, diskutere. Panelets juridiske livline er Henrik Engell Rhod, præsident ved retten på Bornholm.
Randers Regnskov på tvangsauktion
Torsdag den 13. juni kl. 15.30 – 16.30
Kom og oplev fogedretten i arbejde. Vær med til en tvangsauktion og byd på Randers Regnskov.
Ordstyrer: Byretspræsident Martin Møller-Heuer, Retten i Randers. Deltagere: Medarbejdere fra Retten i Randers og en advokat.
Skal domstolene løse klimakrisen?
Fredag den 14. juni kl. 9.30 – 10.30
Der anlægges flere og flere klimaretssager ved domstolene – men hvad er domstolenes rolle her?
Moderator: Martin Breum, journalist. Paneldeltagere: Aaja Chemnitz, MF; Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder; Mads Bryde Andersen, professor ved Juridisk Fakultet, Københavns Universitet.
Folkedomstolen: Hvornår er det stalking?
Hvornår og hvordan skal en person dømmes for stalking? Døm med i Folkedomstolen.
Folkedomstolen med medlemmer af Folketinget: Fredag den 14. juni kl. 12 – 13.
Folkedomstolen med Folkemødedeltagere: Lørdag den 15. juni kl. 13.30 – 14.30.
Ordstyrer: Dommerforeningens formand, landsdommer Mikael Sjöberg, Østre Landsret.
Dommer: Henrik Engell Rhod, retspræsident ved retten på Bornholm. Forsvarer: Advokat Asger Bagge-Jørgensen, Advokatfirmaet Jon Palle Buhl. Anklager: Gyrithe Ulrich, vicestatsadvokat ved Statsadvokaten i København.
Antigone – etikkens plads i retssamfundet?
Fredag den 14. juni kl. 15.00 – 16.00
Er rettens vej den eneste i en tænkt dystopisk fremtid? Kom til skuespil & debat om civil ulydighed.
Moderator: Kirstine Dons Christensen, journalist og debatredaktør, Politiken. Deltagere: Skuespillerne Julie Riis & Pelle Nordhøj Kann fra teatret Teatergrad; Lasse Haugaard Pedersen, næstformand, Dansk Ungdoms Fællesråd; Kamille Søgaard Funding, kommunikationsmedarbejder, Ungdomsbureauet, og aktivist; Hannah Kendal Tholstrup, forkvinde i Juridisk Diskussionsklub.
Mød højesteretsdommer Rikke Foersom
Lørdag den 15. juni kl. 10.30 – 11.30
Kom og hør mere om landets øverste domstol, når højesteretsdommer Rikke Foersom gæster domstolenes telt.
Moderator: Kirstine Dons Christensen, journalist og debatredaktør, Politiken
Psykisk vold – retstilstanden fem år efter kriminalisering
Lørdag den 15. juni kl. 12.00 – 13.00
I 2019 blev psykisk vold gjort strafbart. Hvordan har loven påvirket retstilstanden, anmeldelser og domme? Danmarks Domstole og Danner sætter fokus på emnet.
Moderator: Nina Palesa Bonde, formand for Dommerfuldmægtigforeningen. Deltagere: Elisabet Michelsen, retspræsident ved Retten i Lyngby; Gyrithe Ulrich, vicestatsadvokat; Mette Maria Lorentzen, forsvarer; Mette Marie Yde, direktør for Danner.
Satiregruppen MAGT indtager domstolenes telt
Lørdag den 15. juni kl. 16.00 – 17.00
Den kendte og folkemødekære satiregruppe MAGT tager retssikkerheden under kærlig behandling.