30 aug. 2024
Danmarks Domstole
Opdateret releaseplan for Straffe- og skifteprogrammet
Den nye releaseplan imødekommer ønsker fra brugerne, og giver mulighed for at udvikle løsningerne mere hensigtsmæssigt. Programmets overordnede tidsplan og budget overholdes fortsat.
Domstolsstyrelsens digitaliseringsprogram Straffe- og skifteprogrammet bliver hele tiden klogere på, hvordan man bedst kan udvikle gode og brugbare løsninger for retterne og eksterne samarbejdspartnere. Derfor har Straffe- og skifteprogrammet opdateret sin releaseplan, så der nu er fire releases, inden programmet lukker ned i 2026. I den opdaterede releaseplan vil nogle sagsområder blive rykket frem, mens andre rykkes tilbage, men hele tiden inden for rammen af den overordnede tidsplan og økonomi.
Det betyder blandt andet, at digitaliseringen af dødsboskifteområdet bliver flyttet til efteråret 2025.
”Vi har brug for at fordele vores ressourcer bedre, så vi kan udvikle de bedst mulige løsninger. Derfor laver vi nu en anderledes opdeling af de kommende releases, hvor dødsbo flyttes til efteråret 2025, og vi samler domsmands- og nævningesager, der forretningsmæssigt minder meget om hinanden,” siger programchef, Anna Sofie Bahnson Witzgall, og forsætter:
”Samtidig har vi i programmet fået en erkendelse af, at blandt andet integrationer til eksterne samarbejdspartnere tager lang tid både at udvikle og teste. Med den nye releaseplan tilgodeser vi derfor både vores egne og også store eksterne samarbejdspartneres ønske om mere tid, så alle er klar til de nye løsninger”.
Overblik over den nye releaseplan
- I starten af 2025 udruller Straffe- og skifteprogrammet en løsning til digitalisering af grundlovssager, beskikkelsessager og kæremål. Digitaliseringen af grundlovssager er det første skridt i digitaliseringen af straffesager med retsmøder.
- Digitaliseringen af dødsboskifteområdet bliver flyttet til efteråret 2025.
- De resterende straffe-leverancer (blandt andet domsmandssager og nævningesager) samles i én release i starten af 2026
- Konkurs, rekonstruktion, gældssanering og ægtefælleskifte samlet i én release i 2026. Dette skyldes dels, at konkurs er et meget komplekst område, og der er en forventning om, at der skal bruges mere tid til at udvikle løsningen, og dels at det lovgivningsmæssigt giver mest mening at idriftsætte konkurs, rekonstruktion og gældssanering i en samlet release. Ægtefælleskifte forbliver i den sidste release, som det hele tiden har været planlagt.
Du kan se den justerede releaseplan nederst i artiklen eller på Straffe- og skifteprogrammets side på domstol.dk.