Gå til sidens indhold

29 jan. 2025

Danmarks Domstole

Vigtig opgradering af Civilsystemet og minretssag.dk

Domstolsstyrelsen opgraderer den 6. februar 2025 kl. 18 Civilsystemet og domstolenes digitale sagsportal, minretssag.dk. Systemet og portalen vil ikke kunne tilgås fra den 6. februar 2025 kl. 18 til den 7. februar 2025 kl. 8.

Tidspunktet er valgt ud fra hensyn til, at eventuelle driftsforstyrrelser formodes at påvirke færrest mulige brugere på grund af den efterfølgende ferieuge 7. Der vil være et øget beredskab til at håndtere eventuelle fejlmeldinger i Domstolsstyrelsen. 

Domstolsstyrelsen ser dog gerne, at sager anlægges som normalt i perioden efter opgraderingen, så det er muligt at teste systemets funktionalitet ved normalt sagsflow. 

Opgraderingen vedrører kernekomponenten NHibernate. Opgraderingen kan få betydning for rettens brugere af Civilsystemet og for de eksterne brugere af minretssag.dk.

En succesfuld opgradering vil få betydning for brugerne af minretssag.dk, da den både vil medføre større stabilitet og bedre performance. Opgraderingen er nødvendig for systemets videre virke og fremtidig anvendelse for alle brugere. 

Domstolsstyrelsen sendte den 7. januar 2025 en mail til eksterne interessenter, herunder brugere af minretssag.dk, med information om opgraderingen. Mailen indeholdt desuden anbefalinger til et nødberedskab i tilfælde af, at der skulle opstå fejl eller problemer som følge af opgraderingen.

Domstolsstyrelsen vil også løbende informere om opgraderingen på minretssag.dk’s side med driftsinfo.
Du finder driftsinfo her.

Via minretssag.dk kan du skrive til teknisk support i tilfælde af, at du oplever fejlmeldinger eller andre systemtekniske udfordringer. 

Har du yderligere spørgsmål eller bemærkninger, er du velkommen til at kontakte forretningsejer for civilretsområdet Josefine Staldkarl Lautrup på josl@domstolsstyrelsen.dk