Gå til sidens indhold

Hvis I har barn sammen, har I en fælles pligt til at forsørge jeres barn. Her kan du se, hvad du skal gøre, hvis I er uenige om børnebidraget, og hvad der sker, hvis sagen ender i familieretten.

Hvis I ikke bor sammen, og den ene forælder ikke opfylder sin forsørgelsespligt, kan den ene forælder skulle betale et bidrag til den anden forælder. Dette kaldes et børnebidrag.

I kan selv lave en aftale om børnebidrag, hvis I er enige om bidragets størrelse. Du kan se hvordan på Familieretshusets hjemmeside.

Hvis I er uenige om børnebidrag, skal I først kontakte Familieretshuset, som har en række muligheder for at hjælpe jer med at finde en løsning. Hvis I bliver enige, kan Familieretshuset registrere jeres aftale om børnebidrag.

Familieretshuset kan også hjælpe jer, hvis I vil have ændret bidragets størrelse eller vil have fastsat et særligt bidrag fx i anledning af barnets fødsel, konfirmation, uddannelse eller begravelse.

Hvad sker der, hvis I ikke bliver enige i Familieretshuset?

Hvis I, med hjælp fra Familieretshuset, ikke kan blive enige, kan der ske én af to ting:

  • Familieretshuset træffer en afgørelse i jeres sag
  • Familieretshuset sender sagen videre til afgørelse i familieretten.

Hvis Familieretshuset selv træffer en afgørelse, og du ikke er enig i den, kan du bede Familieretshuset om at sende afgørelsen videre til familieretten. Her vil jeres sag i så fald blive behandlet igen, og en dommer vil afgøre sagen.

Du kan ikke selv sende sagen til familieretten.

Hvordan behandler familieretten min sag?

Familieretshuset sender alle relevante oplysninger om jeres sag videre til familieretten, men retten kan også hente yderligere oplysninger, hvis der er behov for dette.

Familieretten kan beslutte, at jeres sag skal behandles i den forenklede familiesagsproces. Det betyder, at retten behandler sagen på skriftligt grundlag, og at I som udgangspunkt ikke skal møde i retten.

Hvordan kommunikerer jeg med familieretten?

Når Familieretshuset har sendt jeres sag til familieretten, bliver den oprettet som en sag på minretssag.dk. Her ligger sagens dokumenter, og det er her, du og den anden forælder eller jeres advokater kan kommunikere med familieretten.

Når sagen er oprettet i familieretten, får I en besked i Digital Post. Her får I også en vejledning i, hvordan I logger jer på minretssag.dk.

Læs mere om minretssag.dk

Skal jeg betale for familierettens behandling af sagen?

Du skal ikke betale afgift for, at retten behandler din sag om børnebidrag.

Skal jeg have en advokat?

Der er som udgangspunkt ikke noget krav om, at du bliver repræsenteret af en advokat, men du kan altid vælge det selv. Advokater er uddannede til at rådgive om juridiske emner og til at føre retssager ved domstolene.

Som udgangspunkt skal du selv betale for din advokat, men du kan ansøge om fri proces, som betyder, at statskassen betaler for advokaten.

Læs om fri proces.

Kan jeg klage over familierettens afgørelse?

Hvis du ikke er enig i familierettens afgørelse i sagen, kan du som udgangspunkt klage til landsretten. Dette kaldes anke. Ankefristen er fire uger.

I nogle tilfælde kan du ikke anke uden Procesbevillingsnævnets tilladelse.

Læs om dine klagemuligheder

Sidst opdateret: 12. oktober 2023