Børnebortførelse
Hvis et barn bliver bortført fra udlandet til Danmark, er det familieretten i Danmark, der skal afgøre sagen.
Der er tale om en børnebortførelse, når et barn under 16 år bringes fra udlandet til Danmark, uden samtykke fra den forældre i udlandet, der har forældremyndigheden eller har del i forældremyndigheden.
Hvordan indbringes en sag om børnebortførelse for retten?
Den forælder, der vil have barnet tilbage til det land, hvor barnet er bortført fra, skal kontakte centralmyndigheden i det pågældende land. Den udenlandske centralmyndighed kan derefter anmode den danske central-myndighed (Social-, Bolig- og Ældreministeriet) om at anlægge sagen ved familieretten i Danmark.
Har jeg brug for en advokat?
Den forælder i udlandet, der har søgt om at få barnet tilbage fra Danmark, vil få beskikket en advokat af familieretten. Social-, Bolig- og Ældreministeriet har udarbejdet en liste over de advokater, der er særligt egnede til at håndtere sager om børnebortførelse.
Gå til boernebortfoerelse.dk
Hvad sker der, når sagen er indbragt for retten?
Familieretten har pligt til at behandle sagen hurtigst muligt. Parterne vil derfor hurtigst muligt blive indkaldt til et retsmøde. Hvis barnet har alderen og modenheden til det, skal barnet som udgangspunkt have mulighed for at give udtryk for sine egne synspunkter. Dette sker under en samtale med dommeren og en børnesagkyndig eller en repræsentant fra kommunen.
Læs mere om børnesamtalen i familieretten
Familieretten har pligt til at søge at opnå en forligsmæssig løsning.
Kan jeg klage over afgørelsen?
Du kan klage over familierettens afgørelse til landsretten. Dette hedder at kære.
Læs om dine klagemuligheder
Hvad gør jeg, hvis mit barn er bortført fra Danmark til udlandet?
Hvis dit barn er bortført fra Danmark til udlandet, skal du henvende dig til politiet eller til Social-, Bolig- og Ældreministeriet og ikke til familieretten.
Dette gælder også, hvis barnet ikke kommer tilbage efter endt samvær i udlandet med den anden forældre.
Du kan læse mere om, hvad du skal gøre i Social-, Bolig- og Ældreministeriets guide om børnebortførelse.
Gå til boernebortfoerelse.dk
Sidst opdateret: 14. november 2024