Beregn formue
Din gæld skal trækkes fra din formue, før den skal deles. Hvis du skylder mere, end du ejer, og din formue dermed er negativ, skal dette ikke indgå i delingen.
Først skal du lave en opgørelse over dine aktiver (fx fast ejendom, værdipapirer, bil og indbo) og derefter trækker du din eventuelle gæld fra. Det, der bliver tilbage, er din formue – negativ eller positiv.
Begge ægtefællers formue er positiv
Når formuen er større end gælden, skal værdien deles mellem ægtefællerne. Hvis begge formuer er positive, skal halvdelen af hver formue afleveres til den anden ægtefælle. Rent praktisk lægger man de to formuer sammen og deler med to. På den måde finder man frem til den såkaldte boslod, som er den værdi, hver ægtefælle skal have.
Eksempel
Manden har en nettoformue på 600.000 kr. og hustruen en på 50.000 kr.
Den samlede formue er på 650.000 kr. og hver ægtefælles boslod udgør 325.000 kr. Manden må derfor aflevere 275.000 kr. til hustruen.
Den ene formue er positiv og den anden negativ
Hvis kun den ene ægtefælles formue er positiv og den anden negativ, skal kun den positive formue deles.
Eksempel
Manden har en negativ formue på 200.000 kr., mens hustruen har en nettoformue på 350.000 kr. Hustruen må afgive halvdelen af sin formue, altså 175.000 kr., til manden.
Begge formuer er negative
Er begge formuer negative, skal der ikke ske nogen deling. Hver ægtefælle beholder sine egne aktiver og skal betale hver sin gæld.
Sidst opdateret: 31. august 2024