Gå til sidens indhold

Der er mange grunde til, at et faderskab eller medmoderskab er vigtigt at slå fast. Er der uenighed, kan sager om faderskab eller medmoderskab ende med at blive afgjort i retten.

Ud over de psykologiske og følelsesmæssige grunde har barnet en række rettigheder i forhold til sin far eller medmor og omvendt.

Et faderskab eller medmoderskab er vigtigt af hensyn til:

  • Hvem der skal forsørge barnet
  • Hvem der har ret til samvær med barnet
  • Hvem der har ret til forældremyndighed over barnet
  • Barnets efternavn
  • Barnets arveret og indfødsret

Hvis der er tvivl eller uenighed om, hvem der er far eller medmor til et barn, skal I altid først kontakte Familieretshuset, som har en række muligheder for at hjælpe jer. I kan ikke selv sende jeres sag om faderskab eller medmoderskab direkte til familieretten ved domstolene.

Hvad sker der, hvis vi ikke bliver enige i Familieretshuset?

Når jeres sag er blevet behandlet i Familieretshuset, kan der ske én af to ting:

  • Familieretshuset træffer en afgørelse i jeres sag
  • Familieretshuset sender sagen videre til afgørelse i familieretten

Hvis Familieretshuset træffer en afgørelse, som du ikke er enig i, kan du bede om, at afgørelsen prøves af i familieretten.

Hvordan behandler familieretten sagen?

Familieretshuset sender alle relevante oplysninger om jeres sag videre til familieretten, men retten kan også hente yderligere oplysninger, hvis der er behov for dette.

Retten kan fx bestemme, at der skal gennemføres retsgenetiske undersøgelser.

Både moderen og den eller de mænd og/eller kvinder, der er parter i sagen, vil blive indkaldt til retten. Alle har pligt til at møde op og svare på de spørgsmål, dommeren stiller.

Hvad hvis jeg undervejs vil acceptere at blive registreret som far eller medmor?

Selvom en sag er sendt til familieretten, kan du godt anerkende dit faderskab eller medmoderskab og på den måde afslutte sagen. Hvis du vil registreres som far eller medmor, skal du kontakte retten.

Hvordan kommunikerer jeg med familieretten under sagens behandling?

Når Familieretshuset har sendt jeres sag til familieretten, bliver den oprettet som en sag på minretssag.dk, der er domstolenes digitale sagsbehandlingssystem. Her ligger sagens dokumenter, og det er her, du og den eller de mænd og/eller kvinder, der er parter i sagen, samt jeres advokater kan kommunikere med familieretten.

Når sagen er oprettet i familieretten, får I en besked i Digital Post. Her får I også en vejledning i, hvordan I logger på minretssag.dk.

Gå til minretssag.dk

Skal jeg betale for familierettens behandling af sagen?

Du skal ikke betale afgift for, at retten behandler din sag om faderskab eller medmoderskab. 

Kan jeg klage over familierettens afgørelse?

Hvis du ikke er enig i familierettens afgørelse i sagen, kan du som udgangspunkt klage til landsretten. Dette kaldes anke. I nogle tilfælde kan du ikke anke uden Procesbevillingsnævnets tilladelse. Ankefristen er fire uger.

Læs om dine klagemuligheder

Kan jeg få genoptaget min faderskabs- eller medmoderskabssag?

Din faderskabs- eller medmoderskabssag kan blive genoptaget i en række tilfælde. Du skal altid kontakte Familieretshuset, hvis du vil have genoptaget din faderskabs- eller medmoderskabssag. Det gælder, uanset om sagen tidligere er afgjort i Familieretshuset eller i retten. Du kan ikke selv bede retten om at genoptage sagen. 

I hvilke tilfælde kan sagen genoptages?

Din sag kan genoptages, hvis faderskabet til et barn ikke er registreret. Det kan være, fordi det ikke tidligere har været muligt at finde oplysninger nok til at slå faderskabet fast.

Hvis du tidligere selv har anerkendt dit faderskab eller medmoderskab, eller det er slået fast i retten, kan sagen alligevel godt genoptages. Dette kræver dog, at én af følgende parter beder om det:

  • Moderen eller hendes dødsbo
  • Barnet eller dets værge eller dødsbo
  • Faderen eller hans dødsbo 
  • En mand, som har ret til at få undersøgt, om han er barnets far.

Sidst opdateret: 25. november 2024