Gå til sidens indhold

Hvis den anden forælder ikke vil udlevere jeres barn, kan du få familierettens hjælp. Det foregår på en måde, der er så skånsom for barnet som mulig.

Som forældre har I ansvar for at samarbejde om barnets forhold til barnets bedste. De løsninger, som I enten selv finder frem til, eller som myndighederne finder frem til, skal have fokus på barnets trivsel. Det er vigtigt, at I respekterer og efterlever de aftaler, der er indgået eller de afgørelser, der er truffet omkring barnet.

Hvis den ene forælder ikke overholder aftalen eller afgørelsen, kan den anden forælder få rettens hjælp til at få barnet udleveret. Det kalder man tvangsfuldbyrdelse. En tvangsfuldbyrdelsessag afhænger af, at der i aftalen eller i afgørelsen står, at den kan fuldbyrdes i Familieretten. Det kalder man en tvangsfuldbyrdelsesklausul. 

Hvordan får jeg hjælp til udlevering af mit barn?

Hvis du har brug for hjælp til at få dit barn udleveret, skal du anlægge en sag på domstolenes digitale sagsportal, www.minretssag.dk. Sagen kaldes en sag om tvangsfuldbyrdelse.

Når du har oprettet sagen på www.minretssag.dk, vil familieretten indkalde dig og den anden forælder til et møde snarest muligt. Her vil retten ofte forsøge at hjælpe jer med at løse sagen ved at få jer til at samarbejde og indgå et forlig.

Hvis det ikke lykkes at indgå et forlig, vil familieretten afgøre spørgsmålet om udlevering af barnet.

Du skal ikke betale retsafgift for, at familieretten behandler sagen om udlevering af dit barn.

Gå til minretssag.dk 
Se en skridt-for-skridt-vejledning i, hvordan du gør (pdf)

Hvad kan familieretten gøre?

I en sag om udlevering af et barn behandler familieretten som udgangspunkt kun spørgsmålet om den enkelte udlevering og ikke nødvendigvis alle spørgsmål og detaljer i den samlede sag vedrørende jeres barn.

Familieretten vil forsøge at hjælpe jer med at løse sagen ved at få jer til at samarbejde og indgå et forlig.

Hvis ikke det lykkes at indgå et frivilligt forlig, kan familieretten i sidste ende, under hensyntagen til barnets bedste, vælge at:  

  • den forælder, der ikke udleverer barnet, skal betale tvangsbøder, indtil barnet udleveres
  • fastsætte erstatningssamvær. Det kræver dog, at visse betingelser er opfyldt
  • den forælder, der ikke udleverer barnet, skal tilbageholdes, så barnet fx kan blive hentet i institution
  • hente barnet med hjælp fra politiet

Familierettens afgørelser vil altid blive truffet under hensyn til barnets bedste.

Hvordan bliver barnets interesser varetaget?

Under familierettens behandling af sagen kan familieretten indkalde en repræsentant fra kommunen eller fra Familieretshuset, der er med til at sikre, at der tages hensyn til barnets behov.

Hvis jeres barn har en vis modenhed og alder, kan familieretten holde en samtale med barnet sammen med en børnesagkyndig og evt. en repræsentant fra kommunen.

Læs om børnesamtalen

Hvordan foregår mødet i retten?

Til mødet i retten indkaldes du og den anden forælder. Der er tale om et lukket retsmøde – det vil sige, at familiemedlemmer, samlevere, venner eller andre tilhørere som udgangspunkt ikke må være i retslokalet. Det kan være, at den anden part er repræsenteret af advokat.

På mødet vil dommeren forsøge at hjælpe jer med at finde en forligsmæssig løsning. Hvis ikke det lykkes at indgå et frivilligt forlig, kan familieretten i sidste ende, under hensyntagen til barnets bedste, vælge at:  

  • den forælder, der ikke udleverer barnet, skal betale tvangsbøder, indtil barnet udleveres
  • fastsætte erstatningssamvær. Det kræver dog, at visse betingelser er opfyldt
  • den forælder, der ikke udleverer barnet, skal tilbageholdes, så barnet fx kan blive hentet i institution
  • hente barnet med hjælp fra politiet

Skal jeg have en advokat?

Der er som udgangspunkt ikke noget krav om, at du skal være repræsenteret af en advokat, men du kan altid vælge det selv. Advokater er uddannede til at rådgive om juridiske emner og til at føre retssager ved domstolene.

Som udgangspunkt skal du selv betale for din advokat, men familieretten kan vælge at beskikke en advokat for dig, hvis du vurderes at have behov og opfylder de økonomiske betingelser.

Kan jeg klage over familierettens afgørelse?

Hvis du ikke er enig i familierettens afgørelse i sagen, kan du klage til landsretten. Dette kaldes kære.

Fristen for at kære afgørelsen er fire uger.

Læs om dine klagemuligheder

Sidst opdateret: 28. november 2024