Konkurskarantæne
En person kan pålægges konkurskarantæne, hvis personen på grund af groft uforsvarlig forretningsførelse vurderes uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed.
Her kan du få svar på dine spørgsmål om konkurskarantæne, og du kan finde en vejledning om konkurskarantæne for sagsøgte nederst på siden (pdf).
Hvad er en konkurskarantæne?
Konkurskarantæne betyder, at en person i en periode ikke må deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed.
Forbuddet gælder som udgangspunkt kun virksomheder, hvor man ikke hæfter personligt eller ubegrænset for virksomhedens forpligtelser. Det kan fx være aktieselskaber, anpartsselskaber m.v.
Afhængig af konkurskarantænens længde og om personen tidligere er pålagt konkurskarantæne, kan virksomheder med personlig og ubegrænset hæftelse dog også være omfattet af forbuddet. Det kan fx være enkeltmandsvirksomheder eller interessentskaber.
Hvem kan blive pålagt konkurskarantæne?
Personer, som har været medlem af ledelsen i en erhvervsvirksomhed, der er gået konkurs, eller hvor der er indledt rekonstruktion, kan pålægges konkurskarantæne.
Hvor lang tid varer en konkurskarantæne?
Konkurskarantænen vil som udgangspunkt blive pålagt for en periode på tre år.
Konkurskarantæne kan dog pålægges for en kortere periode, hvis særlige omstændigheder taler for det. I ganske særlige tilfælde kan konkurskarantænen helt bortfalde.
Konkurskarantænen kan også pålægges for fem år, hvis personen har udvist særdeles groft uforsvarlig forretningsførelse.
Overtrædelse af konkurskarantæne
Hvis en person overtræder en konkurskarantæne, kan skifteretten efter omstændighederne pålægge personen en ny karantæne. I den forbindelse kan karantænen udvides til et forbud mod at deltage i enhver form for erhvervsvirksomhed, herunder den pågældendes egen personligt drevne virksomhed.
En overtrædelse af karantænen kan også medføre, at personen hæfter personligt for selskabets forpligtelser, hvis det går konkurs.
Endvidere kan en overtrædelse af en konkurskarantæne straffes med bøde eller fængsel indtil seks måneder efter straffelovens § 131.
Hvem kan starte en sag om konkurskarantæne?
Det er kurator, der starter en sag om konkurskarantæne.
Kuratorer vurderer i alle konkursboer, om der er grundlag for at indlede en sag om konkurskarantæne.
I rekonstruktionssager har rekonstruktør også mulighed for at starte en sag om konkurskarantæne.
Konkurskarantæneregistret
Den, der bliver pålagt konkurskarantæne, registreres i Erhvervsstyrelsens konkurskarantæneregister.
Personer, der er blevet pålagt konkurskarantæne, må som regel fortsat gerne lede virksomheder, hvor de hæfter personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser. Dette afhænger dog bl.a. af konkurskarantænens længde, og om den pågældende tidligere er blevet pålagt konkurskarantæne.
Hvem har adgang til konkurskarantæneregistret?
Der er på nuværende tidspunkt ikke offentlig adgang til konkurskarantæneregisteret.
Skifteretten kan indhente oplysninger i konkurskarantæneregisteret, når det er nødvendigt til brug for behandlingen af sagerne ved skifteretten.
Skifteretten kan endvidere videregive oplysninger fra registeret til en kurator eller rekonstruktør, når skifteretten vurderer, at det er nødvendigt for kuratorens eller rekonstruktørens varetagelse af sit hverv.
Vejledning til sagsøgte om konkurskarantæne |
Type |
Download |
Sidst opdateret |
---|---|---|---|
Vejledning om konkurskarantæne |
14. august 2024 |
Sidst opdateret: 06. december 2024