Hvis man som privatperson ikke til tiden kan betale de penge, man skylder, kan man blive erklæret personligt konkurs. Så vil alt af værdi, som personen ejer, blive solgt, hvorefter pengene fordeles til dem, der har penge til gode (kreditorerne).

Skifteretten kan indlede konkursbehandling mod en privatperson, hvis han/hun ikke kan betale sine regninger som aftalt, og en af dem, der har penge til gode, begærer personen konkurs. En privatperson kan også begære sig selv konkurs.

Domstolene indleder ikke selv konkursbehandling, og konkurser kan kun behandles, hvis vedkommende ikke er i stand til at betale. Hvis der er andre grunde til, at personen ikke betaler, kan sagen behandles af fogedretten som inkasso eller - hvis man er uenige om gælden - ved en civil retssag eller retsmægling.

Efter en personlig konkurs er man ikke gældfri, men mange søger om gældssanering, efter at de er erklæret personligt konkurs.

Hvem kan råde over penge og værdier?

Når skifteretten træffer afgørelse om konkurs, mister personen retten til at råde over sine egne penge og værdier. Skifteretten udpeger en uvildig kurator (en advokat), som skal sørge for at skabe overblik over den samlede gæld. Kurator skal desuden opgøre og sælge de værdier, som privatpersonen ejer. Pengene, som kurator får ind, fordeles til kreditorerne.

Hvilke værdier indgår i en konkursbehandling?

Alle værdier og ejendele, der ikke er nødvendige for at have et beskedent hjem og leve et beskedent liv, vil kurator tage med i konkursbehandlingen.

Lejemål, som skyldner bor i, kan i sjældne tilfælde også inddrages i konkursbehandlingen.

Er man gældfri efter en personlig konkurs?

Efter en personlig konkurs er man ikke gældfri, men de værdier, der er blevet solgt i forbindelse med konkursen, har medvirket til at nedbringe gælden.

En del vælger at søge om gældssanering efter en personlig konkurs, og hvis din gæld i det væsentlige stammer fra erhvervsmæssig virksomhed, gælder der mere lempelige regler.

Læs om gældssanering

Hvordan begærer man en privatperson konkurs?

En konkursbegæring skal være skriftlig.

Du kan udfylde en blanket, som du skal sende til skifteretten i den retskreds, hvor personen bor - hvis skyldneren driver erhvervsmæssig virksomhed, er det virksomhedens adresse, der bestemmer retskredsen.

I Storkøbenhavn (København, Frederiksberg, Glostrup og Lyngby retskredse) er det Sø- og Handelsretten, der behandler konkurser - alle andre steder er det byretternes skifteafdelinger.

Der er to forskellige blanketter til konkursbegæring mod privatpersoner - én hvis du har penge til gode hos vedkommende og én, hvis det er dig selv, du begærer konkurs.

Find en ret via adressesøgning

Blanket til konkursbegæring mod dig selv

Blanket til konkursbegæring mod en anden person

Er alle kreditorer ligestillede?

Nej, alle kreditorer er ikke ligestillede. I konkurssager er der en rækkefølge, som kreditorerne betales efter - den kaldes konkursordenen. De enkelte konkursklasser er ikke ligestillede, men alle kreditorer inden for en klasse er ligestillede.

  • I første omgang betales omkostningerne til konkursens indtræden og til at behandle konkursen - dvs. kurator, retsafgifter etc.
  • Herefter betales andre regninger i forbindelse med behandlingen - fx til advokaters forsøg på rekonstruktion.
  • Dernæst betales lønudgifter og feriepenge. Lønmodtagere er dog sikret af Lønmodtagernes Garantifond, som vil udbetale lønnen og anmelde krav til konkursboet. Lønmodtagere skal altså ikke vente på selve konkursbehandlingen. 
  • Dernæst betales skyldige afgifter til staten, som leverandører ellers har pligt til at betale (fx punktafgifter på sukker, spiritus etc.).
  • I sidste konkursklasse kommer ubetalte regninger og andre almindelige tilgodehavender, som ikke er betalt efter reglerne ovenfor.
  • Hvis der stadig er penge, når alle de tidligere klasser i konkursordenen er betalt, så betales først renter, som er løbet på kravene i løbet af konkursbehandlingen, og herefter bøder og evt. gaveløfter.

Inden for hver klasse vil de enkelte kreditorer modtage samme procentvise del af deres tilgodehavende. Det kaldes også dividende.

Først når alle kreditorer i en række har fået 100 pct. af deres tilgodehavende, betales der dividende til kreditorerne i næste række.

Gæld, der er lovligt stiftet med pant, vil stadig have pant som aftalt.

Læs om konkursordenen i konkurslovens kapitel 10

Hvad betyder en konkursbegæring?

Når retten indleder konkursbehandling, må den insolvente ikke længere råde frit over de penge og værdier, som vedkommende havde, da skifteretten udstedte konkursdekret. Hvis det alligevel sker, kan retten kræve, at handlerne eller transaktionerne går tilbage. Det kaldes omstødelse.

En konkursbehandling sikrer altså, at den insolvente ikke kan behandle nogle kreditorer bedre end andre. I grove tilfælde kan retten ændre handler og transaktioner, der er sket før konkursdekretet, og kræve, at de går tilbage.

Hvem kan indgive konkursbegæring?

For at indgive konkursbegæring skal man fx have penge til gode, som ikke bliver betalt som aftalt. Samtidig skal den person, man begærer konkurs, være insolvent - det vil sige, at han/hun ikke er i stand til at betale sine regninger som aftalt og som de løbende forfalder.

Hvis vedkommende godt kan betale, men ikke vil, kan man i stedet føre en inkassosag ved fogedretten. Hvis der er uenighed om gælden, kan man føre en civil retssag ved byretten eller evt. forsøge retsmægling.

En insolvent person kan også begære sig selv konkurs.

Læs om inkasso ved fogedretten

Læs om at anlægge en civil sag

Læs om konfliktløsning med retsmægling

Hvor behandles en konkurs?

Det er skifteretten ved den byret, hvor den insolvente person hører til, der behandler insolvenssager - i Storkøbenhavn (København, Frederiksberg, Glostrup og Lyngby retskredse) er det dog Sø- og Handelsretten, der behandler insolvenssager. Hvis vedkommende driver erhvervsvirksomhed, er det virksomhedens adresse, der bestemmer retskredsen.

Find en ret via adressesøgning 

Hvad koster det at begære en person konkurs?

Det koster en retsafgift på 750 kroner at indgive en konkursbehandling. Samtidig skal man stille sikkerhed for, at omkostningerne ved boets behandling kan betales, hvis der viser sig at være for få penge til, at konkursboet selv kan betale.

Sikkerhedens størrelse fastsættes af skifteretten og vil normalt være 30.000-40.000 kroner.

Hvor lang tid tager en konkursbehandling?

Man kan ikke sige, hvor lang tid en konkursbehandling tager, fordi det i høj grad kommer an på den enkelte situation.

I en sag med få kreditorer og få værdier, som er lette at sælge, kan kurator forholdsvis hurtigt få overblik over konkursboet, og så vil det gå hurtigt. Hvis der er mange kreditorer og værdier, som er svære at opgøre og sælge, så tager det længere tid.

Hvordan vælges kurator i en konkurssag?

Det er skifteretten, der udpeger kurator efter at have rådført sig med de fremmødte kreditorer.

Kurator må ikke være inhabil i forhold til den insolvente privatperson.

Hvis en eller flere kreditorer anmoder om det inden tre uger efter dekretet, skal der afholdes en såkaldt skiftesamling, hvor kreditorerne stemmer om valg af kurator.

Skifteretten kan også vælge én yderligere kurator.

Hvordan fremsætter man krav mod et konkursbo?

Kreditorer, der har krav mod en skyldner, der er gået konkurs, skal sende et brev med opgørelse af kravet til kurator (anmelde sin fordring). Krav skal anmeldes inden fire uger fra konkursdekretets annoncering i Statstidende. Kurator udarbejder en liste over de anmeldte krav. Det kaldes også en gældbog.

Kurator vurderer de anmeldte krav. Dette sker ved en såkaldt fordringsprøvelse, der som regel foregår under et møde på kurators kontor. Tidspunktet annonceres i Statstidende. To uger inden mødet kan man hos kurator og i skifteretten se gældbogen med de anmeldte krav og kurators indstilling til kravene. Hvis kurator ikke er enig med en kreditor om for eksempel størrelsen af kreditors krav, får kreditor besked om det inden mødet.

Hvis kreditor og kurator ikke bliver enige om kravet, kan kreditor anlægge retssag mod boet. Retssagen behandles af skifteretten. Stævning skal indleveres til skifteretten inden fire uger fra det møde, hvor kurator tager stilling til kravet. Kreditor skal betale retsafgift efter retsafgiftslovens regler om civile sager.

Hvis kreditor ikke anlægger sag inden for den fastsatte frist, står kurators indstilling ved magt og er endelig.

Søg i Statstidende

Hvilke rettigheder og pligter har skyldneren?

En skyldner har visse pligter og rettigheder under konkursboets behandling

  • Skyldneren skal give skifteretten og kurator adgang til alle de oplysninger, som er nødvendige for behandlingen af konkursboet.
  • Skyldneren må ikke forlade landet, medmindre skifteretten giver tilladelse.
  • Skyldneren skal give skifteretten besked, inden denne skifter bopæl eller fast opholdssted.
  • Skyldneren har ret til at deltage i alle skiftesamlinger.

Postspærring indebærer, at breve og forsendelser til skyldneren omadresseres til kurator. Dette kan ske, når skifteretten vurderer, at det har betydning for boets behandling. Postspærring er en almindelig del af sagsbehandlingen.

Skifterettens afgørelse om postspærring træffes i et retsmøde. Personlige skyldnere skal de være tilsagt til retsmødet og have lejlighed til at udtale sig, inden der træffes afgørelse om postspærring. En postspærring gælder i tre måneder, men perioden kan forlænges. En postspærring skal ophæves, når den ikke længere er nødvendig.

Kurator kan åbne og læse alle breve, som modtages via postspærringen, med mindre det er helt åbenbart, at de ikke vedrører konkursboet. Kurator skal underrette skyldneren om tid og sted for brevåbningen. Skyldner har ret til at være til stede, når breve og forsendelser åbnes. Breve, som ikke vedrører boet, skal kurator snarest muligt udlevere eller sende til skyldneren.

En personlig skyldner kan få beskikket en advokat, hvis der skønnes at være et behov for det. Advokatbeskikkelse kan både ske i forbindelse med behandling af en konkursbegæring og senere under konkursboets behandling.

Sidst opdateret: 19. februar 2020