Gå til sidens indhold

Politiet kan tilbageholde en anholdt person i op til 24 timer. Hvis politiet vil tilbageholde den anholdte i længere tid, skal en dommer tage stilling til, om betingelserne for varetægtsfængsling er opfyldt.

Dommeren tager stilling til varetægtsfængsling ved et grundlovsforhør. Den sigtede har ret til at tale med en forsvarsadvokat alene inden grundlovsforhøret. Hvis den sigtede ikke selv har valgt en advokat, vil dommeren beskikke en forsvarer for den sigtede og indkalde forsvareren til at møde op under grundlovsforhøret.

Under grundlovsforhøret har den sigtede ret til at være til stede og til at udtale sig om sagen. Den sigtede har dog ikke pligt til at udtale sig, hvis han eller hun ikke ønsker det.

Betingelser for varetægtsfængsling

Under grundlovsforhøret vurderer dommeren, om der er grundlag for at varetægtsfængsle den sigtede. Det kan kun ske, hvis der er begrundet mistanke om, at den sigtede har gjort noget strafbart, som har en strafferamme på minimum et år og seks måneders fængsel, og anklagemyndigheden vil kræve over 30 dages fængsel. Derudover skal dommeren vurdere, om der er en risiko for:

  • at den sigtede flygter fra at blive retsforfulgt
  • at den sigtede vil begå nye lovovertrædelser
  • at den sigtede vil forhindre opklaringen af sagen ved at slette spor eller påvirke vidner eller medgerningsmænd

Ved varetægtsfængsling vil politiet fortsætte sin efterforskning af sagen med henblik på at kunne overdrage den til anklagemyndigheden, som så kan rejse tiltale.

Isolation under varetægtsfængslingen

Dommeren kan efter krav fra anklagemyndigheden beslutte, at en fængslet skal være isoleret under varetægtsfængslingen. Det betyder blandt andet, at den fængslede helt eller delvist bliver udelukket fra at være sammen med de andre indsatte.

Hvor længe kan man være varetægtsfængslet?

Dommeren skal sætte en frist for varetægtsfængslingens længde. Denne frist skal være så kort som mulig og må ikke være på mere end fire uger.

Kan man modtage breve og besøg under varetægtsfængsling?

Den varetægtsfængslede kan modtage besøg i det omfang, opretholdelse af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet tillader det. Politiet kan af dog modsætte sig, at den varetægtsfængslede modtager besøg, eller forlange, at besøg finder sted under kontrol.

En varetægtsfængslet har ret til at modtage og afsende breve, men politiet kan gennemse brevene inden modtagelsen eller afsendelsen. Politiet skal snarest muligt udlevere eller sende brevene, medmindre indholdet vil kunne være til skade for efterforskningen eller opretholdelse af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet.

Kan varetægtsfængslingen forlænges?

Retten kan forlænge en varetægtsfængsling. Forlængelse skal ske i et retsmøde og kan højest ske for fire uger ad gangen. Retsmødet kan foregår via video. Den fængslede har samme rettigheder som ved første retsmøde. En forlængelse kan også ske med skriftligt samtykke fra den fængslede. Forlængelse af varetægtsfængslingen kaldes også fristforlængelse.

Kan man blive løsladt under varetægtsfængslingen?

Retten kan beslutte at løslade den fængslede, hvis retten mener, at betingelserne for varetægtsfængsling ikke længere er til stede. Politiet kan altid løslade en person, der er varetægtsfængslet – også inden fristens udløb.

Bliver varetægtsfængslingen trukket fra i straffen?

Den tid, en sigtet har været varetægtsfængslet i Danmark, bliver trukket fra ved afsoningen af en fængselsstraf. Retten kan bestemme, at varetægtsfængslinger i udlandet også skal trækkes fra.

En sigtet kan ikke være varetægtsfængslet i længere tid end den fængselsstraf, man kan forvente, den sigtede vil blive idømt, hvis der rejses tiltale i sagen.

Hvad er betingelserne for isolation?

  • At der er risiko for, at den sigtede vil gøre politiets efterforskning vanskelig, fx ved at slette spor eller påvirke sagens vidner
  • At dette kun kan forhindres ved, at den sigtede under sin varetægtsfængsling ikke har mulighed for at få kontakt til omverdenen eller andre indsatte

Kan isolationsfængslingen forlænges?

Dommeren kan første gang kun træffe afgørelse om isolation for to uger ad gangen og derefter forlænge med fire uger ad gangen. Dommeren skal tage hensyn til, at isolation skal tage hensyn til, at isolation kan være meget belastende, især for unge og for personer med fysiske eller psykiske problemer. Hvis anklagemyndigheden efter to ugers isolationsfængsling fortsat ønsker at opretholde isolationen, skal dommeren tage stilling til, om betingelserne stadig er opfyldt.

Den samlede periode, som en person maksimalt kan være isoleret i, afhænger af strafferammen for den lovovertrædelse, som den varetægtsfængslede er sigtet/tiltalt for.

Kan man klage?

Dommerens afgørelser (kendelser) om varetægtsfængsling og isolation kan kæres til landsretten.

Læs mere om dine klagemuligheder

Kan man søge erstatning?

Hvis en tiltalt bliver frifundet efter at have været varetægtsfængslet, kan han eller hun søge erstatning. Det samme gælder, hvis anklagemyndigheden frafalder sigtelsen. Tiltaltes advokat kan oplyse og vejlede om mulighederne.

En ansøgning om erstatning skal gives til anklagemyndigheden inden to måneder efter, at sagen er sluttet. 

Sidst opdateret: 12. april 2022