Gå til sidens indhold

En tvangsauktion er et tvangssalg af fx en ejendom. Tvangsauktioner kan iværksættes af en person, der har penge til gode hos den, der ejer ejendommen.

Du kan få en advokat til at iværksætte en tvangsauktion, hvis du har penge til gode hos en person, der fx ejer en ejendom. Det er et krav, at du har sikkerhed for dit pengekrav i ejendommen, før du kan kræve ejendommen på tvangsauktion. Det vil som udgangspunkt være, hvis du har fået fogedretten til at foretage udlæg i ejendommen.

Både løsøre og fast ejendom kan blive solgt på tvangsauktion.

Hvordan iværksættes en tvangsauktion over fast ejendom?

Hvis du vil iværksætte en tvangsauktion over en ejendom, skal du have fat i en advokat. Advokaten udarbejder en anmodning til fogedretten ved den byret, hvor ejendommen ligger. Der skal betales en retsafgift i forbindelse med anmodningen.

Beregn retsafgift

Find byret via adressesøgning 

Fogedretten vil herefter behandle anmodningen og vurdere, om der er behov for at holde et møde inden tvangsauktionen.

Ejeren af den pågældende ejendom kan derefter anmode om at få en frist til at afværge tvangsauktionen. Lykkedes det ikke for ejeren at afværge tvangsauktionen, skal der laves en salgsopstilling med alle oplysninger om ejendommen.

Fogedretten sender salgsopstillingen og en indkaldelse til tvangsauktionen til ejeren af ejendommen og til alle, der har sikkerhed i ejendommen.

Hvor og hvordan annonceres tvangsauktioner?

Alle tvangsauktioner over fast ejendom skal offentliggøres ved at blive annonceret i Statstidende senest 14 dage inden auktionen. I annoncen står tid og sted for tvangsauktionen og vigtige oplysninger om ejendommen.

Derudover skal tvangsauktioner annonceres på en række portaler på nettet:

Det er den person, der har anmodet om tvangsauktionen, der har ansvaret for, at tvangsauktionen bliver annonceret.

Kan tvangsauktioner aflyses?

Ja. Ejeren af ejendommen kan helt frem til tvangsauktionen undgå salget ved at betale de penge, ejeren skylder. Sker det, skal den, der har anmodet om tvangsauktionen, aflyse tvangsauktionen de samme steder, som den har været annonceret.

Det sker ofte, at en tvangsauktion bliver aflyst i sidste øjeblik. Det er derfor ikke altid muligt at nå at aflyse tvangsauktionen i Statstidende og på internettet.

Vil du undgå at møde forgæves op til en tvangsauktion i fogedretten, kan du på auktionsdagen kontakte fogedretten telefonisk og få oplyst, om tvangsauktionen bliver til noget.

Gå til oversigt over retternes kontaktoplysninger 

Hvem kan byde?

Tvangsauktioner er offentlige. Alle, der møder op, kan afgive bud på auktionen. Kan du ikke selv møde, kan du lade en advokat byde for dig på auktionen. Du kan også give en skriftlig fuldmagt til en anden person, der så kan byde for dig.

Hvordan forholder jeg mig som køber?

Domstolsstyrelsen har lavet en vejledning til dig, der er interesseret i at købe fast ejendom på tvangsauktion.

Hent vejledningen her (pdf)

Hvordan forløber en tvangsauktion over fast ejendom?

Tvangsauktionen starter med at de personer, der har penge til gode i ejendommen, gør deres krav op. Herefter gennemgås salgsopstillingen, auktionsvilkårene og de øvrige dokumenter om ejendommen.
Den, der har anmodet om tvangsauktionen, oplyser, hvilket beløb, der skal betales ud over det beløb, de tilstedeværende byder.

Fogedretten opråber nu ejendommen, og de tilstedeværende kan byde på ejendommen.

Ejendommen bliver solgt til den, der byder højest. Den højestbydende skal stille sikkerhed for at kunne gennemføre købet. Det kan blandt andet ske ved at aflevere en skriftlig indeståelse fra en advokat eller ved en bankgaranti. Fogeden kan give en kort frist til at stille sikkerheden, men vil altid kræve et minimumsbeløb i sikkerhed svarende til omkostningerne forbundet med en ny auktion.

Kan der holdes mere end én tvangsauktion for samme ejendom?

Ja. Ejeren af ejendommen eller en person, der ikke fik fuld dækning ved det højeste bud, kan forlange, at der bliver afholdt en ny tvangsauktion.

Den, der kræver en ny auktion, skal dække omkostningerne ved den nye auktion og med det samme stille sikkerhed for omkostningerne.

Fogedretten kan også beslutte, at der skal afholdes en ny tvangsauktion. Tidspunktet for den nye auktion bliver hurtigst muligt fastsat af fogedretten. Den nye tvangsauktion skal annonceres som den første tvangsauktion.

Kommer der ikke højere bud på den nye auktion, vil den, der bød højest på den første auktion få ejendommen. Kommer der højere bud på den nye auktion, vil den højestbydende på den nye auktion få ejendommen.

Hvad sker der efter auktionen?

Når en ejendom er solgt på tvangsauktion, og den fulde sikkerhed er stillet, overtager den, der har budt højest (køberen) ejendommen. Køberen kan få hjælp af fogedretten, hvis den tidligere ejer ikke frivilligt flytter fra ejendommen.

Køber skal betale til dem, der har penge til gode i ejendommen og bede om at få kvittering for betalingen samt rettighedshaverens tilladelse til at få auktionsskøde.

Køberen af ejendommen kan herefter søge om et skøde for ejendommen (et auktionsskøde). Dette foregår på tinglysning.dk. Fogedretten undersøger om køberen opfylder betingelserne for tvangsauktionen og underskriver derefter det digitale auktionsskøde.

Køberen skal selv få auktionsskødet tinglyst på ejendommen. Samtidig kan køberen forlange, at de rettighedshavere, der ikke fik dækning på tvangsauktionen, slettes af tingbogen.

Gå til tinglysning.dk

Når ejendommen er solgt på tvangsauktion, overtager den højestbydende straks ejendommen. Den nye ejer kan derfor kræve, at den tidligere ejer flytter fra ejendommen.

Hvad gælder for landbrugsejendomme?

Landbrugsstyrelsen har lavet en vejledning til købere af landbrugsejendomme, der er solgt på tvangsauktion. Vejledningen indeholder blandt andet information om, at det ved køb af en landbrugsejendom på tvangsauktion er landbrugslovens regler, der gælder, samt vejledning om betingelserne.

Læs vejledningen her (pdf)

Hvad gælder for andelsboliger?

Hvis det drejer sig om tvangsauktioner over andelsboliger, behandles de af fogedretten ved den byret, hvor andelsboligen ligger. Fremgangsmåden minder om den, der gælder for tvangsauktioner over fast ejendom.

Tvangsauktioner over løsøre

”Løsøre” dækker over ting og ejendele, der ikke er fast ejendom.

En anmodning om tvangsauktion over løsøre kan kun ske, hvis man har fået den pågældende genstand udleveret frivilligt fra ejeren, eller man har fået den udleveret med hjælp fra fogedretten.

En tvangsauktion over løsøre afholdes af en auktionsleder, hvis fogedretten har givet samtykke til det. En auktionsleder er en jurist, der er udnævnt af Justitsministeriet til at stå for offentlige auktioner.

Du finder Justitsministeriets liste over beskikkede auktionsledere fordelt på de enkelte retskredse her.

Gå til Justitsministeriets hjemmeside

Sidst opdateret: 15. november 2024