Ikke genoptagelse af to domme fra 1986 og 1989

Den Særlige Klageret har den 12. december 2022 afsagt kendelse
i sag 21/02988
og
i sag 21/02989:

Begæring fra A
om genoptagelse af en sag, der er
afgjort ved Retten i Hillerøds dom af 26. november 1986
og
af en sag, der er
afgjort ved Retten i Hillerøds dom af 18. januar 1989

Ved dom af 26. november 1986 blev T fundet skyldig i bl.a. adskillige forhold af brandstiftelse begået i perioden 1982-1985. Ved dom af 18. januar 1989 blev T fundet skyldig i brandstiftelse og uagtsomt manddrab for at have sat ild til Hotel Hafnia i 1973, hvorved 35 mennesker omkom, samt i forsøg på voldtægt og vold med døden til følge begået på Fanø i 1980. I begge sager tilstod T sig skyldig i de forhold, han blev dømt for. T var psykisk udviklingshæmmet og blev i begge sager dømt til anbringelse i sikret afdeling for personer med vidtgående psykisk handicap, dengang betegnet som et særligt lukket sikringsafsnit i en institution for åndssvage (Kofoedsminde), hvor han var anbragt indtil sin død i april 1997. T’s søster, A, har anmodet Klageretten om at genoptage de to domme.

Spørgsmålet for Klageretten var, om der var tilvejebragt nye oplysninger, og om det skønnes antageligt, at disse, om de havde foreligget under sagen, kunne have bevirket frifindelse eller anvendelse af en væsentlig mildere straffebestemmelse. Klageretten kunne ikke tage stilling til, om der forelå særlige omstændigheder, der gjorde det overvejende sandsynligt, at de dengang foreliggende beviser ikke var bedømt rigtigt, da klagefristen herfor udløb 5 år efter dommens afsigelse eller dog senest 2 år efter løsladelse fra en frihedsberøvelse.

De nye oplysninger, som A havde påberåbt vedrørende dommen fra 1986, angik navnlig omstændighederne omkring politiets afhøringer af T, og det forhold, at bilagene med de tekniske oplysninger om en af brandene ikke havde været fremlagt for retten.

De nye oplysninger, som A havde påberåbt vedrørende dommen fra 1989, angik navnlig oplysninger om urigtige tilståelser af forskellige brandstiftelser, som var i modstrid med byrettens bemærkning i forhold til hotelbranden om, at T ”aldrig er grebet i en løgn”, og vedrørende Fanø-forholdet, at medarbejdere på T’s tidligere døgninstitution efterfølgende havde fragået tidligere forklaringer, sådan som de var gengivet i politirapporter, om bl.a. hans kønsdrift, at en receptionist på et hotel på Fanø ikke genkendte T på et billede som den gæst, der havde opført sig påfaldende, og at T havde set billeder af effekter fra gerningsstedet før en genstandskonfrontation.

Klageretten bemærkede, at det ved vurderingen af, om disse oplysninger kunne have ført til frifin­delse af T, hvis de havde foreligget for retten i henholdsvis 1986 og 1989, må tages i betragtning, at sagerne i sin tid blev afgjort som tilståelsessager, at der nu er gået henholdsvis 36 og 33 år siden dom­mene blev afsagt, og at T døde for mere end 25 år siden. Dette taler for at være tilbageholdende med at tillade genoptagelse. Omvendt må det også tages i betragt­ning, at T’s mentale evner var svækkede, og at der derfor alt andet lige var større risiko for urigtige tilståelser.

Særligt vedrørende dommen fra 1986 udtalte Klageretten, at oplysningerne om T’s mentale evner og om hans tilbøjelighed til at give det svar han tror, man forventer, fremgik af den mentalerklæring, som er citeret i dommen, og retten har dengang vurderet hans troværdighed og har ikke fundet grundlag for at betvivle rigtigheden af hans tilståelse i relation til forhold, der var omfattet af det endelige anklageskrift. Selv om politiets afhøringer af T ikke lever op til nutidens standarder for afhøring af psykisk afvigende kriminelle, herunder i forhold til medvirken af forsvarer, så har den medvirkende dommer til gengæld i et omfang, der er usædvanligt for en tilståelsessag, gennemført indenretlige afhøringer af T på de anviste gerningssteder for at sikre sig, at tilståelsernes rigtighed var bestyrket ved de i øvrigt foreliggende oplysninger.

Klageretten fandt på baggrund af ovenstående og efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagerne, at der ikke var grundlag for at genop­tage nogen af sagerne.

Læs Klagerettens kendelse i sag 21/02988 (pdf)

Læs Klagerettens kendelse i sag 21/02989 (pdf)