22 aug. 2018
Grønlands Landsret
30 dage i anstalt i sag om vold og hash - K 142/18
En 51-årig mand var af Qeqqata Kredsret idømt anstalt i 30 dage, en bøde på 23.700 kroner, konfiskation af 237 gram hash, erstatning til forurettede samt betaling af sagens omkostninger. Tiltalte var anset skyldig i vold begået mod en taxachauffør og indsmugling af hash.
Kredsrettens dom blev anket af tiltalte som udmålingsanke.
Landsrettens resultat
Landsretten stadfæstede kredsrettens udmåling af 30 dage i anstalt, den foretagne konfiskation samt afgørelsen om betalingen af sagens omkostninger. Efter anklagemyndighedens påstand frifandt landsretten tiltalte for betaling af bøden og spørgsmålet om betaling af erstatning udskød landsretten til Offererstatningsnævnet.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Grønlands Landsret den 22. august 2018.
Sagsnummer: K 142/18