Gå til sidens indhold

Grønlands Landsret

07 aug. 2018

Grønlands Landsret

50 dage i anstalt for vold mod samlever blev gjort betinget - K 078/18

En 50-årig mand var af Sermersooq Kredsret anset skyldig i vold mod sin samlever under et drikkelag. Han blev idømt anstaltsanbringelse i 50 dage af kredsretten.

Dommen blev anket til landsretten af tiltalte med påstand om frifindelse.

Landsrettens resultat

Landsretten ændrede kredsrettens dom og foranstaltede tiltalte med 50 dage i anstalt, der blev gjort betinget med 3 års prøvetid. Dommen blev afgjort med dissens.

I skyldsspørgsmålet var der enighed om, at tiltalte var skyldig i vold. En af dommerne voterede for, at tiltalte havde tildelt forurettede 3 knytnæveslag, som både tiltalte og forurettede havde forklaret for landsretten. To af dommerne voterede for domfældelse efter anklageskriftet. De lagde vægt på bl.a. antallet af skader, som var ikke under 7 forskellige steder og bl.a. en troværdig forklaring fra et vidne, der havde været tilstede da volden blev begået. Endvidere fandt de, at forklaringen fra både tiltalte og forurettede om 3 knytnæveslag virkede samstemt og derfor ikke overbevisende.

I foranstaltningsspørgsmålet voterede to af dommerne for at gøre foranstaltningen betinget med 3 års prøvetid. De lagde vægt på, at tiltalte var ustraffet, tiltalte og forurettedes familiære situation og at forurettede havde provokeret tiltalte. En dommer voterede for, at foranstaltningen skulle være ubetinget, henset til voldens karakter.

Landsrettens dom blev afsagt efter flertallet.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Grønlands Landsret den 7. august 2018.

Sagsnummer: K 078/18

Landsretsdom

Kredsretsdom

Kredsret forklaringer