Gå til sidens indhold

Grønlands Landsret

17 apr. 2019

Grønlands Landsret

Retten ændrede dom for manddrab til vold med døden til følge - K 026/19

Under et drikkelag havde en dengang 24-årig kvinde stukket en mand i brystet med en køkkenkniv, hvilket medførte, at han kort tid efter afgik ved døden.

Sermersooq Kredsret dømte kvinden for overtrædelse af kriminallovens § 86, stk. 1 om manddrab og idømte hende tidsubestemt behandling på dansk psykiatrisk hospital.

Kredsrettens dom blev anket af kvinden med påstand om, at hun skulle dømmes med for vold med døden til følge.

Landsrettens resultat

Landsrettens afgjorde sagen med dissens. To af landsrettens dommere fandt det bevist, at kvinden havde begået vold med døden til følge, og lagde vægt på bl.a. kvindens erkendelse og hendes sindstilstand på gerningstidspunkt. En dommer fandt det bevist, at kvinden havde forsæt til at dræbe manden, og lagde vægt på bl.a. at kvinden havde fulgt efter manden ud på en altan, hvor hun stak ham i brystet, og at hun ganske kort tid efter vendte tilbage til stuen, hvor de øvrige gæster befandt sig, uden at gøre opmærksom på, at nu afdøde havde brug for hjælp.

Landsretten afsagde dom efter flertallet og fandt kvinden skyldig i vold med døden til følge.

Dommerne var enige om foranstaltningen, som blev fastsat til anbringelse på psykiatrisk hospital i Danmark. Dommerne lagde vægt på bl.a., at hun havde haft gavn af de højt strukturerede rammer og den miljøterapi, der var på det psykiatriske hospital i Danmark, hvor hun havde været surrogatanbragt under sagens behandling.

Dommen blev afsagt af Grønlands Landsret den 17. april 2019.

Dommen kan læses i sin helhed under Grønlands Landsrets afgørelser 2019.

Sagsnummer: K 026/19

Landsretsdom

Kredsretsdom

Kredsret forklaringer