Gå til sidens indhold

Grønlands Landsret

29 okt. 2020

Grønlands Landsret

Vejnet ved mineområde ikke omfattet af færdselsloven - K 254/19

Sagen handlede i første række om, hvorvidt vejnettet ved et mineområde var omfattet af færdselsloven.

Retten i Grønland fandt, at færdselsloven var gældende for området og idømte det selskab, der drev minen en bøde for brug af uindregistrerede køretøjer uden nummerplader og uden lovpligtig forsikring.

Sagen var anket af det selskab, der drev minen med påstand om frifindelse.

Anklagemyndigheden nedlagde påstand om skærpelse af foranstaltningen. 

Landsrettens resultat

Efter bevisførelsen for landsretten, blev det lagt til grund, at der er tale om et afsides beliggende område uden vejforbindelse, vandrespor eller slædevej til omverdenen. Selskabet havde i 2015 fået tilladelse til at udvinde råstoffer i området, hvor der alene opholdte sig personer, der var ansat i selskabet. Vejene i området var anlagt af selskabet og havde en samlet længde på 16-17 km. Vejene forløb i det væsentlige mellem en havn og en mine med få forgreninger blandt andet til et område, hvor selskabets 10-20 ansatte opholdte sig, når de ikke arbejdede. Efter det oplyste var der 22 køretøjer i området, hvoraf i størrelsesordenen halvdelen var motorkøretøjer, og den anden halvdel var motorredskaber. Køretøjerne var alle ejet af selskabet og blev alene anvendt til arbejdsrelateret kørsel. Der forelå ikke nærmere oplysninger om omfanget af kørslen i området.

På ovenstående baggrund og efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen fandt landsretten ikke grundlag for at fastslå, at der var tale om et område, som blev benyttet til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter og landsretten frifandt derfor selskabet for den rejste tiltale.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Grønlands Landsret den 29. oktober 2020.

Sagsnummer: K 254/19

Domme med forklaringer