12 jun. 2020
Grønlands Landsret
60 dages anbringelse i anstalt for vold - K 232/19
Fire yngre mænd var i kredsretten frifundet for vold. Anklagemyndigheden ankede kredsrettens dom til Grønlands Landsret med påstand om, at de tiltalte skulle dømmes i overensstemmelse med den for kredsretten tiltale.
Dommene blev afsagt af Grønlands Landsret den 12. juni 2020 og 1. februar 2021.
Ved vidnets forklaring, der til dels støttes af forklaringen fra en anden vidne, findes det godtgjort, at de tiltalte samt vidnet alle befandt sig nær forurettede på gerningstidspunktet.
Landsretten lægger på baggrund af forklaringerne til grund, at tiltalte tog fat i forurettedes arm, og at forurettede herefter befandt sig på jorden, hvor han blev sparket og trampet på mindst 10 gange. Oplysningerne om den udøvede vold understøttes tillige af politiattesten, hvoraf det fremgår, at forurettede havde mærker efter vold i ansigtet, i nakken og på venstre arm, og at hans venstre balle var øm.
Det findes efter bevisførelsen ikke bevist, at tiltalte 3 var til stede på det pågældende tidspunkt, og han vil på den baggrund være at frifinde. Det er herved indgået i grundlaget for landsrettens vurdering, at ingen af vidnerne har placeret ham på gerningsstedet.
Vidnet har forklaret, at tiltalte 3 ikke deltog i den udøvede vold, hvilket understøttes af forurettede selv. Landsretten lægger herefter til grund, at volden alene blev udøvet af de 2 tiltalte.
Uanset forurettede ikke så, hvem der sparkede og trampede på ham, idet han skærmede for sit ansigt med sine hænder og arme, findes de tiltalte herefter skyldige i at have tildelt forurettede mindst 10 spark og tramp i forening.
De tiltalte frifindes for at have tildelt forurettede knytnæveslag, idet han ikke selv har nogen erindring om, at han blev tildelt nogle slag.
Som sagen er oplyst for landsretten findes volden utvivlsomt at være begået efter forudgående aftale herom, og i det ovenfor anførte omfang findes de tiltalte skyldige i overensstemmelse med tiltalen.
Foranstaltningen fastsættes til 60 dages anbringelse i anstalt, der dog henset til oplysningerne om skadernes ringe omfang samt til oplysningerne om de tiltaltes personlige forhold, gøres betinget med en prøvetid på 2 år. Det forhold, at volden er begået i forening og efter forudgående aftale, kan ikke føre til et andet resultat.
I relation til de personlige oplysninger bemærkes det, at tiltaltes dom fra 2014, ud over et forsøg på vold ved kast med flaske i august 2010, handler om brugstyveri, husfredskrænkelse og kørsel uden førerret.
De 2 tiltalte idømmes 60 dages anbringelse i anstalt, der gøres betinget med en prøvetid på 2 år.
I øvrigt stadfæstes kredsrettens dom.
Sagsnummer: K 232/19