Tiltalte frifindes - K 232/20

Af Grønlands Landsrets dom af  15. januar 2021 fremgår følgende: 

Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af færdselslovens § 32 a, stk. 7. Det fremgår heraf, at kørende som nærmer sig et fodgængerfelt, der ikke er reguleret, skal tilpasse hastigheden således, at der ikke opstår fare eller ulempe for gående, som befinder sig i feltet eller er på vej ud i dette. Den kørende skal om muligt standse for at lade de gående passere.

For at tiltalte skal ifalde ansvar efter bestemmelsen må det afgørende herefter være, om pigen befandt sig i en sådan nærhed af fodgængerfeltet, at hun stod for umiddelbart at tage det første skridt ud i feltet, og om dette var tilkendegivet ved hendes fremfærd.

Tiltalte har nægtet sig skyldig og har forklaret, at han forud for påkørslen havde orienteret sig og konstateret, at der var ikke fodgængere, der stod for at skulle passere vejen, og at han, da pigen pludseligt løb ud foran ham, ikke havde en chance for at nå at standse.

Denne forklaring understøttes i vid udstrækning af vidnerne som begge har forklaret, at forurettede til at starte med løb ved siden af bussen, at hun herefter løb lige ud foran bussen, og at hun ikke forud herfor stoppede op og orienterede sig. Vidnet har for kredsretten endvidere forklaret, at det virkede som om, at pigen skulle over vejen for at sige hej til en, uden at hun forinden så sig for.

På baggrund af vidnernes forklaringer sammenholdt med filmen fra bussens overvågningskamera lægger landsretten til grund, at pigen var i løb, da hun løb ud på Aqqusinersuaq, og at hun ikke forud herfor stoppede op og orienterede sig om bussens komme. Hun kunne således ikke påregne, at bussen ville tilpasse sin kørsel efter hende. Landsretten finder det endvidere bevist, at bussens hastighed var afstemt efter forholdet, og at der ikke på tidspunktet for påkørslen i øvrigt var fodgængere, der var på vej til at krydse vejen.

Det bemærkes hertil, at bestemmelsen i § 32 a, stk. 7 har til formål at beskytte den gående på en sådan måde, at den, der som gående udviser særlig forsigtighed, jf. § 42, stk. 2, og som har betrådt eller er i færd med at betræde fodgængerfeltet ikke behøver frygte, at køretøjer, der nærmer sig med høj hastighed, først standser op i sidste øjeblik. Bestemmelsen synes imidlertid ikke at tage sigte på at beskytte den gående, som uden at orientere sig løber direkte ud i trafikken for at krydse en vej. En gående har således ikke en betingelsesløs fortrinsstilling over for de kørende.

På baggrund af ovenstående vil tiltalte i det hele være at frifinde.

Sagsnummer: K 232/20

Domme med forklaringer