Gå til sidens indhold

Grønlands Landsret

28 okt. 2021

Grønlands Landsret

60 dages anstaltsanbringelse for blufærdighedskrænkelse - K 234/21

En 39-årig mand blev idømt 60 dages anstaltsanbringelse for at have befølt sin daværende steddatter født 6. nov. 2003, på vagina uden på trusserne.

Af Grønlands Landsrets dom af den 28. oktober 2021 fremgår følgende:

Tiltalte har erkendt, at han en nat kom til at røre ved sin steddatter, og at han dagen efter sagde undskyld til hende. Pigen har troværdigt forklaret, at tiltalte en nat rørte hende på hendes trusser i skridtet, og at han, mens det skete, sagde ”ssshh” til hende og opfordrede hende til at sove videre. 

Landsretten tilsidesætter derfor tiltaltes forklaring om, at han sov, og tiltræder, at han er skyldig i overtrædelse af kriminallovens § 84. Den omstændighed, at det er tvivlsomt, hvornår forholdet blev begået, kan, da tiltalte har erkendt, at der har været en episode, ikke anses for at have haft betydning for hans mulighed for at varetage sit forsvar i tilstrækkelig grad, og landsretten tillægger det derfor ikke betydning. 

Foranstaltningen fastsættes til 20 dages anbringelse i anstalten. 

Landsretten har ved fastsættelse af foranstaltningen på den ene side lagt vægt på, at forholdet blev begået over for tiltaltes steddatter, og på den anden side, at der alene er tale om et forhold, og at tiltalte ikke tidligere er idømt en foranstaltning. Under hensyn til forholdets karakter har landsretten ikke fundet grundlag for at idømme tiltalte samfundstjeneste eller gøre foranstaltningen betinget. 

Kredsrettens afgørelse vedrørende tortgodtgørelse stadfæstes. 

Kredsrettens afgørelse ændres således, at tiltalte idømmes 20 dages anbringelse i anstalt.

Tiltalte skal inden 14 dage betale 5.000 kr. til pigen. Beløbet forrentes i medfør af erstatningsansvarslovens § 16.

 

Sagsnummer: K 234/21

Domme med forklaringer