09 nov. 2021
Grønlands Landsret
Anmodning om dækning af udg. til transport mm. ved fri proces - Æ 225/21
Kredsretten har afvist anmodningen om at få dækket udgifter til transportudgifter, logi og passende dagpenge for sagsøgte og barn i forbindelse med sagens behandling i kredsretten.
Af Grønlands Landsrets dom af 9. november 2021 fremgår følgende:
Kvinden har fri proces og blev i retsbog af 6. august 2021 af kredsretten pålagt at give fysisk møde til retsmødet berammet den 8. september 2021. Nødvendige udgifter til transport og overnatning vil derfor skulle dækkes i medfør af retsplejelovens § 257, stk. 2.
Det blev på grund af advokatfuldmægtig Sika Nielsen Langes sene henvendelse til kredsretten vedrørende kvindens deltagelse i retsmødet og kredsrettens beslutning om ikke at dække omkostningerne ikke på forhånd aftalt hvilke udgifter, der ville blive betragtet som nødvendige og dermed dækket af fri proces.
Kvinden har oplyst, at hun sejlede fra Atammik den 6. september 2021 for at deltage i retsmødet den 8. september 2021, da turen i åben jolle den 7. september 2021 ville være umulig på grund af dårligt vejr. Kvinden har fremlagt dokumentation for omkostningerne til hotelovernatning i to dage på 3.090 kr. Landsretten finder herefter tilstrækkeligt grundlag for at anse de to overnatninger for nødvendige og tager derfor kvindens påstand om dækning af udgifterne til disse til følge med 3.090 kr.
Retsmødet den 8. september 2021 blev på grund af kredsrettens forhold aflyst på dagen. Kvinden var derfor nødt til at sejle frem og tilbage to gange. Landsretten finder, at udgiften til dækning af brændstof til båden for begge ture er nødvendige udgifter, og tager kvindens påstand til følge med 338,41 kr. svarende til den fremlagte dokumentation for udgiften.
Landsretten finder, som sagen er oplyst, ikke grundlag for at dække yderligere beløb, hvorfor bestemmes
Kredsrettens beslutning ændres, således at kvindens omkostninger til overnatning og transport dækkes med 3.428,41 kr.
Sagsnummer: K 225/21