07 dec. 2021
Grønlands Landsret
Kredsrettens dom ændres, tiltalte meddeles en advarsel - K 258/21
En 65 årig mand blev idømt at betale bøde på 2.000 kr. inden 14 dage, der tilfalder statskassen for ikke at have foretaget rettidig indberetning på www.businessingreenland.gl af sine produktionsmæssige og økonomiske forhold vedrørende erhvervsmæssigt fiskeri med fartøjet SALLEQ.
Af Grønlands Landsrets dom af 7. december 2021 fremgår følgende:
Tiltalte har forklaret, at han i 40 år har været erhvervsfisker. Han var ikke bekendt med den lovfastsatte indberetningspligt, og han har på grund af den ustabile postomdeling ikke modtaget de fremsendte rykkerbrev.
Landsretten finder, at tiltalte ved ikke at holde sig opdateret vedrørende den gældende lovgivning for sit erhverv har handlet uagtsomt. Da han ikke har foretaget indberetning vedrørende regnskabsåret 2018, er han derfor skyldig i overtrædelse af selvstyrets bekendtgørelse nr. 67 af 22. november 2021 om indberetning af produktionsmæssige og økonomiske oplysninger vedrørende erhvervsmæssigt fiskeri og produktionsanlæg på land (dagældende bekendtgørelsen nr. 11 af 1. august 2017) §§ 2 og 3.
Under hensyn til at tiltalte ikke tidligere er idømt en foranstaltning og til forseelsens beskedne karakter, finder landsretten, at sagen kan sluttes med, at tiltalte meddeles en advarsel, jf. kriminallovens § 125.
Kredsrettens dom ændres, således at tiltalte meddeles en advarsel.
Sagsnummer: K 258/21