Gå til sidens indhold

Grønlands Landsret

24 feb. 2021

Grønlands Landsret

9 måneders anbringelse i anstalten for bl.a. forsøg på voldtægt - K 030/21

23-årig mand idømt 9 måneders anbringelse i anstalten for bl.a. voldtægt af en kvinde.

Den 23-årige var i kredsretten fundet skyldig i vold ved den 30. juni 2016 at have tildelt en kvinde et knytnæveslag i ansigtet. Den 23-årige var endvidere af kredsretten fundet skyldig i bl.a. forsøg på voldtægt ved den 28. juni 2019 – efter at have skaffet sig adgang til en anden kvindes hjem – at have fastholdt hendes arme og forsøgt at tage hendes bukser af.

Tiltalte blev i kredsretten idømt betinget anbringelse i anstalt i 7 måneder og betaling af tortgodtgørelse på 40.000 kr. til den kvinde, han havde forsøgt at voldtage.

Dommens resultat

Landsretten forhøjede den idømte anstaltsanbringelse til 9 måneder og gjorde foranstaltningen ubetinget. Landsretten stadfæstede kredsrettens afgørelse om tortgodtgørelse.

Landsretten udtalte:

Efter en samlet vurdering af overtrædelsernes omfang og karakter forhøjes den idømte foranstaltning til 9 måneders anstaltsanbringelse. Landsretten har ved udmålingen taget hensyn til, at forhold 1 er udmålt som en tillægsforanstaltning til Kujelleq Kredsrets dom af 18. juli 2017. Uanset at tiltalte tidligere ved flere domme er straffet for sædlighedskriminalitet, og at tiltalte tillige er fundet skyldig i husfredskrænkelse i forbindelse med voldtægtsforsøget, er der i det foreliggende tilfælde og efter en konkret vurdering ikke grundlag for at forhøje foranstaltningen yderligere end til de 9 måneder, som anklagemyndigheden nedlagde påstand om ved sagens behandling i kredsretten.

Under hensyn til, at tiltalte tidligere er foranstaltet for ligeartet kriminalitet, er der ikke grundlag for at gøre foranstaltningen betinget.

Landsretten forhøjer derfor den idømte foranstaltning til anbringelse i anstalten i 9 måneder, der gøres ubetinget. Foranstaltningen udmåles til dels som en tillægsforanstaltning, jf. kriminallovens § 124.

Landsretten er enig i kredsrettens afgørelse om tortgodtgørelse.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Grønlands Landsret den 24. februar 2021.

Sagsnummer: K 030/21

Domme med forklaringer