Skyldig i voldtægt ved en direkte trussel om vold - K 249/20

Af Grønlands Landsrets dom af 5. februar 2021 fremgår følgende: 

Indledningsvist bemærkes, at det ud fra oplysningerne i sagen må lægges til grund, at gerningstidspunktet er perioden fra maj-juli 2013, idet parternes yngste søn er født i marts 2013, og idet episoderne fandt sted da han var mellem 2 og 4 måneder gammel.

Efter bevisførelsen finder landsretten det godtgjort, at tiltalte i ét tilfælde ved trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold har tiltvunget sig samleje med sin ekskone. Landsretten har herved lagt vægt på, at ekskonen har afgivet en særdeles sikker og sammenhængende forklaring om det passerede, herunder at hun har forklaret, hvordan tiltalte, da hun på grund af træthed afviste at have samleje med ham, lagde sig hen over hende og med knyttet næve truede med at slå hende, og at hun på grund af frygten for at blive udsat for vold, havde samleje med ham. Under disse omstændigheder anser landsretten det for bevist, at tiltalte tiltvang sig samleje med ekskonen ved trussel om vold og derfor er skyldig i voldtægt efter kriminallovens § 77, stk. 1, nr. 1.

Landsretten finder imidlertid ikke, at tiltalte ved de to efterfølgende episoder har gjort sig skyldig i voldtægt som påstået af anklagemyndigheden. Det forhold, at tiltalte tidligere har truet ekskonen med sin knyttede hånd for at opnå et samleje, og at han med sit ansigtsudtryk forud for de to andre samlejer signalerede, at han var vred, hvilket ekskonen har forklaret skræmte hende, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at statuere en underliggende voldstrussel.

Ekskonen har forklaret, at tiltalte i ingen af de tre situationer har sagt noget, der kunne opfattes som truende. Da der ikke i øvrigt, ud over den vold som ifølge hendes forklaring blev udøvet flere år forud for de i sagen omhandlende samlejer, er oplyst om anden voldsudøvelse, kan det ikke anses for bevist, at tiltalte havde forsæt til at tiltvinge sig samleje med ekskonen ved en underliggende trussel om vold. Tiltalte frifindes derfor for denne del af tiltalen.

Som anført ovenfor finder landsretten det på baggrund af forklaringen fra ekskonen for bevist, at tiltalte har gjort sig skyldig i ét tilfælde af voldtægt. Det forhold, at episoden først er anmeldt i januar 2020 findes ikke at kunne føre til et andet resultat. Det bemærkes hertil, at ekskonen først i forbindelse med psykologsamtaler har forstået, at hun i 2013 var udsat for en fuldbyrdet voldtægt, og at det var dette, der afstedkom den senere anmeldelse.

Tiltalte har som sin subsidiære påstand påstået sagen hjemvist til fornyet behandling i kredsretten på grund af domsmandsrettens sammensætning. Til støtte herfor har tiltalte gjort gældende, at to af rettens medlemmer havde tårer i øjnene under vidneafhøringen.

Da der efter det oplyste imidlertid ikke er grundlag for antage, at domsmandsretten i kredsretten ikke opfyldte betingelserne for at kunne pådømme sagen neutralt, har landsretten ikke fundet grundlag for at hjemvise sagen. Oplysningerne om, at to af rettens medlemmer var berørte under hovedforhandlingen kan ikke i sig selv føre til et andet resultat.

Kredsrettens fastsættelse af foranstaltningen stadfæstes, idet tiltalte ikke kan idømmes en mere indgribende foranstaltning end i 1. instans, da det kun er ham, der har anket, jf. retsplejelovens § 550.
Anklagemyndigheden har på vegne F nedlagt påstand om godtgørelse for tort på ikke under 60.000 kr.
Henset til, at der er tale om en fuldbyrdet voldtægt findes godtgørelsens størrelse passende, hvorfor også denne del af kredsrettens dom stadfæstes.

Sagsnummer: K 249/20

Domme med forklaringer