Gå til sidens indhold

Grønlands Landsret

22 mar. 2021

Grønlands Landsret

1 år og 9 måneders anbringelse i anstalt for voldtægt - K 216/20

31-årig mand idømt 1 år og 9 måneders anbringelse i anstalt og betaling af 80.000 kr. i tortgodtgørelse for voldtægt mod pige i Ikerasaarsuk som da var under 15 år.

Den 31-årige mand blev i kredsretten fundet skyldig i ved i januar 2018 i Ikerasaarsuk at have tiltvunget sig samleje med en da 13-årig pige ved at fastholde hende.

Kredsretten idømte den 31-årige mand 1 år og 6 måneders anbringelse i anstalten og betaling af 80.000 kr. i tortgodtgørelse til den forurettede.

Dommen blev anket af den 31-årige mand med påstand om frifindelse. Anklagemyndigheden ankede også dommen med påstand om skærpelse

Landsrettens resultat

Landsretten var enig med kredsretten retten i, at den 31-årige mand var skyldig i voldtægt, men forhøjede foranstaltningen 1 år og 9 måneder i anstalten. Landsretten stadfæstede kredsrettens afgørelse om tortgodtgørelse.

Landsretten anførte i sin begrundelse bl.a.:

Både tiltalte og forurettede har forklaret om, at et samleje mellem dem fandt sted. Uanset at tiltaltes og forurettedes forklaringer om, hvornår samlejet forgik, afviger fra hinanden, lægger landsretten – efter deres på mange punkter sammenfaldende beskrivelser af omstændighederne omkring samlejet til grund – at tiltalte og forurettede har forklaret om det samme samleje.

Efter sagens oplysninger herunder, at anmeldelsen skete den 2. maj 2018, lægger landsretten endvidere til grund, at samlejet foregik i januar 2018, som forklaret af forurettede, og ikke i december 2018, som forklaret af tiltalte.

Efter tiltaltes og forurettedes forklaringer lægger landsretten til grund, at tiltalte, som da var 29 år, den pågældende nat opsøgte forurettede, som da var 13 år, og inviterede hende til at ryge med sig. Tiltalte indfandt sig efterfølgende sammen med forurettede i hendes storesøsters hus, hvor der opholdt sig seks yderligere personer, som sov. Tiltalte foreslog efter kort tid, at de skulle have et samleje, hvilket forurettede afviste.

Forurettede har forklaret, at hun vedblev med at afvise tiltalte, men at tiltalte overvandt hende og først befølte hende med sine fingre i hendes trusser, og siden trak hendes bukser af og tiltvang sig samleje med hende, hvilket førte til, at hun pga. smerter ved handlingen forsøgte at slappe af, og af frygt for at blive slået ikke råbte om hjælp.

Heroverfor har tiltalte forklaret, at forurettede efter først at have afvist ham efterfølgende havde frivilligt samleje med ham.

Efter en samlet vurdering af omstændighederne omkring samlejet og parternes forklaringer lægger landsretten vægt på forurettedes forklaring om, at samlejet skete mod hendes vilje, og hun modsatte sig det.

Landsretten finder det herefter bevist, at tiltalte med den i situationen fornødne anvendelse af vold eller trussel herom overvandt forurettede, og tiltvang sig samleje med hende.

Efter oplysningerne om at både tiltalte og forurettede kom fra det samme område med få borgere, deres forudgående relation og forurettedes fremtræden under hendes møde for landsretten lægger landsretten til grund, at tiltalte vidste eller i hvert fald anså det for overvejende sandsynligt, at den da 13-årige forurettede var under 15 år.

Tiltalte er herefter skyldig i overtrædelse af kriminallovens § 77, stk. 1, nr. 1, og § 79.

Landsretten bemærker, at det ved vurderingen af, om der kan ske domfældelse efter kriminallovens § 79 ikke kan tillægges betydning, at der i anklageskriftet ikke er henvist til de subjektive betingelser for overtrædelse af kriminallovens § 79.

Efter en samlet vurdering af overtrædelsernes karakter og omfang forhøjer landsretten foranstaltningen til anbringelse i anstalt i 1 år og 9 måneder. Landsretten har herved navnlig taget hensyn til, at der er tale om en voldtægt af et barn under 15 år.

Landsretten er enig i kredsrettens afgørelse om tortgodtgørelse.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Grønlands Landsret den 12. marts 2021.

Sagsnummer: K 216/20

Domme med forklaringer