Gå til sidens indhold

Grønlands Landsret

24 aug. 2021

Grønlands Landsret

Blufærdighedskrænkelse - K 180/21

En 76-årig mand blev idømt til anbringelse i Anstalten for Domfældte i 30 dage for at have krænket en pige, født den 7. april 2009, blufærdighed ved at have berørt hende på hendes bryster og balder, ligesom tiltalte i samme forbindelse sagde til pigen, at hun skulle tage tungen ud og kysse ham.

Af Grønlands Landsrets dom af 24. august 2021 fremgår følgende: 

Landsretten finder, at pigen har afgivet en detaljeret og troværdig forklaring. Hendes forklaring er alderssvarende og er understøttet af mimik og hendes øvrige kropssprog.

Landsretten stadfæster derfor kredsrettens bevisresultat, således at tiltalte er skyldig i hele den rejste tiltale, jf. kriminallovens § 84.

På baggrund af sagens karakter og grovhed herunder pigens alder finder landsretten, at den af kredsretten udmålte foranstaltning er passende.

På baggrund af sagens karakter og grovhed herunder pigens alder finder landsretten tillige, at den af kredsretten fastsatte godtgørelse for tort er passende, jf. erstatningsansvarslovens § 26.

Kredsrettens dom stadfæstes.

 

Sagsnummer: K 180/21

Domme med forklaringer