25 aug. 2021
Grønlands Landsret
Røveri ved anvendelse af trusler - K 132/21
Kredsrettens dom stadfæstes.
Af Grønlands Landsrets dom af 25. august 2021 fremgår følgende:
På baggrund af bevisførelsen herunder forklaring afgivet af vidnet og fotos fra Angos Butik i Paamiut er det bevist, at der den 3. september 2017 blev begået røveri i butikken, som det er beskrevet i anklageskriftet. Spørgsmålet er herefter, om det er bevist, at det var tiltalte, der begik røveriet.
Landsretten har ikke fundet grundlag for at tilsidesætte de indhentede dna-erklæringer. Men den omstændighed, at tiltaltes dna er fundet på særligt huen, der blev benyttet ved røveriet, med så stor sandsynlighed, som det er angivet i den retsgenetiske erklæring, kan ikke i sig selv medføre, at det er bevist, at tiltalte er skyldig som anført i anklageskriftet. Retten bemærker herunder, at tiltalte forinden røveriet var til stede ved en fest, hvor huen lå, og hvor der også var flere andre til stede. Tiltaltes dna er til sammenligning hermed ikke udfundet på kasseapparatet. Herefter og af de grunde der er anført af kredsretten stadfæstes kredsrettens afgørelse således at tiltalte frifindes.
Sagsnummer: K 132/21