10 jan. 2022
Grønlands Landsret
5 års anbringelse i anstalt - K 249/21
En 25 årige kvinde blev ved Sermersooq Kredsret idømt anbringelse i anstalt i 3 år for vold, fremsættelse af trusler, brandstiftelse, indbrudstyveri samt forsøg på manddrab.
Af Grønlands Landsrets dom af 10. januar 2022 fremgår følgende:
Tiltalte er i kredsretten dømt for 1) vold den 16. maj 2020 ved sammen med en anden person at have væltet en kvinde om på jorden, trampet, sparket og slået hende i hovedet og på kroppen, hvorved kvinden pådrog sig omfattende skader, 2) trusler på livet med anvendelse af en køkkenkniv den 23. juni 2020 og 3) brandstiftelse den 1. august 2020 ved at have sat ild til sengetøjet på en seng i soveværelset i Tasiilaq og derefter have forladt ejendommen, hvorved ejendommen delvist nedbrændte. Skyldsspørgsmålet i disse forhold er ikke anket til landsretten.
Landsretten finder efter de afgivne forklaringer og bevisførelsen om omstændighederne ved den ildspåsættelse, som tiltalte er dømt for i kredsretten, at det må anses for bevist, at tiltalte er skyldig i forsøg på manddrab. Landsretten anser det således for bevist, at tiltalte må have indset, at der med stor sandsynlighed ville opstå en voldsom brand, da hun satte ild til sengen, ligesom hun må have indset, at branden med stor sandsynlighed ville udvikle sig og blive livsfarlig for personer, der befandt sig i huset. Dette understøttes blandt andet af tiltaltes forklaring om, at ilden havde spredt sig så meget, da hun forlod huset, at hun ikke kunne slukke den og af beskrivelsen af brandens omfang i brandstedsundersøgelsen. Hun må endvidere have betragtet det som i hvert fald overvejende sandsynligt, at manden befandt sig i huset, hvor hun efter forklaringerne havde været sammen med ham, siden de forlod Kroen. Herefter, og da tiltalte efter sin forklaring ikke foretog sig noget for at få manden ud af det brændende hus, anser landsretten det for bevist, at tiltalte er skyldig i forsøg på manddrab på manden, som beskrevet i sagens forhold 6. Landsretten finder, at det ikke er bevist med tilstrækkelig sikkerhed, at tiltalte havde kendskab til, at manden opholdte sig i huset, og hun frifindes derfor for forsøg på manddrab på manden.
Foranstaltningen fastsættes efter en samlet vurdering til anstaltsanbringelse i 5 år. Landsretten har lagt vægt på navnlig, at tiltalte er dømt for flere særdeles grove overtrædelser af kriminalloven, hvoraf forsøg på manddrab efter retspraksis som udgangspunkt foranstaltes med 3 års anstaltsanbringelse og brandstiftelse af den karakter, som tiltalte er dømt for ligeledes som udgangspunkt foranstaltes med anstaltsanbringelse i mere end 1 år.
Tiltalte idømmes 5 års anbringelse i anstalt.
Sagsnummer: K 249/21