Gå til sidens indhold

Grønlands Landsret

11 feb. 2022

Grønlands Landsret

30 dages betinget anstaltsanbringelse - K 003/22

En 58-årig mand blev idømt anbringelse i Anstalten for Domfældte i 90 dage for at have forsøgt at voldtage en pige, født den 3. juni 2005, som på grund af beruselse befandt sig i en tilstand eller situation, hvor hun var ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Af Grønlands Landsrets dom af 11. februar 2022 fremgår følgende:

Vidnet har forklaret, at da han forlod festen hos tiltalte, var det kun tiltalte og pigen, der var tilbage i huset. Vidnet har endvidere forklaret, at da han forlod huset, havde både tiltalte og pigen tøj på. En anden pige vidne har forklaret, at da hun kom til pigens hus, var hoveddøren låst, og det var fortsat udelukkende tiltalte og pigen, der var i huset. Vidnet har videre forklaret, at på det tidspunkt havde hverken tiltalte eller pigen tøj på deres underkrop. Herefter finder landsretten, at det må anses for bevist, at tiltalte har afklædt pigen som beskrevet i anklageskriftet.

Landsretten finder, at det ikke er bevist med den sikkerhed, der skal til for domfældelse, at tiltalte har forsøgt at have samleje med pigen. Der er herved navnlig lagt vægt på, at ingen af de afhørte vidner har afgivet forklaring om, at tiltalte har forsøgt at gennemføre et samleje.

Det er ikke nærmere beskrevet i gerningsbeskrivelsen i den rejste tiltale, hvordan tiltalte skulle have udført eller forsøgt at udføre et andet seksuelt forhold, og derfor frifindes han for ligeledes for voldtægt ved andet seksuelt forhold.

Efter bevisresultatet henføres forholdet under kriminallovens § 84, stk. 1, om blufærdighedskrænkelse.

Foranstaltningen fastsættes til 30 dages betinget anstaltsanbringelse med en prøvetid på 1 år, jf. kriminallovens § 84, stk. 1, jf. § 129, stk. 1 og 2. Landsretten har især lagt vægt på, at der er tale om en blufærdighedskrænkelse i den grovere del af området, at pigen var under 15 år, da hun blev udsat for krænkelsen, og at der er en betydelig aldersforskel mellem tiltalte og pigen.

Henset til krænkelsens grovhed og retspraksis for tortgodtgørelse tilkendes pigen en tortgodtgørelse på 5.000 kr.

Tiltalte idømmes 30 dages betinget anstaltsanbringelse. Fuldbyrdelsen af foranstaltningen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år, hvis tiltalte ikke begår ny kriminalitet i prøvetiden.

 

Sagsnummer: K 003/22

Domme med forklaringer