Gå til sidens indhold

Grønlands Landsret

18 maj 2022

Grønlands Landsret

Landsretten stadfæstede kredsrettens dom - K 056/22

En 42 årig mand blev ved Qaasuitsoq Kredsret frifundet på baggrund af, at det ikke tilstrækkeligt bevist, at tiltalte har overtrådt kriminallovens § 55, stk. 2, og § 39, stk. 2

Af Grønlands Landsrets dom af 18. maj 2022 fremgår følgende: 

I overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand frifinder landsretten tiltalte for overtrædelse af kriminallovens § 39.

Det fremgår af vidnets forklaring, at en anstaltsbetjent forud for en ledsagelse skal modtage en konkret vejledning fra sin leder om domfældtes særlige forhold. Det er ikke under sagen godtgjort, at tiltalte modtog en sådan vejledning. Vidnet har tillige forklaret, at en folder med vejledning omkring ledsagelse, herunder kontaktoplysninger og andre praktiske oplysninger, er udarbejdet og udleveres efter den episode, som fremgår af anklageskriftet.

Uanset oplysningerne om, at der i forbindelse med uddannelsen til anstaltsbetjent er planlagt undervisning i ledsagelse af domfældte, finder landsretten det på denne baggrund ikke bevist, at tiltalte har modtaget en behørig konkret vejledning forud for ledsagelse af den domfældt, som han skulle udføre alene. Det er herunder ikke godtgjort, at tiltalte havde modtaget behørig vejledning i, hvem han skulle kontakte, hvis der opstod uforudsete situationer.

Det kan efter tiltaltes forklaring lægges til grund, at han ikke tidligere havde ledsaget domfældte til Danmark.

Efter sagens oplysninger finder landsretten, at tiltalte burde havde været bekendt med, at en domfældt under transport ikke må lades ude af syne – heller ikke i forbindelse med toiletbesøg. Det er imidlertid landsrettens opfattelse, at den omstændighed, at en offentlig ansat ikke udfører sit hverv behørigt, ikke i sig selv er ensbetydende med, at der er tale om en så grov forsømmelse, at episoden er omfattet af kriminallovens § 55, stk. 2.

Ved stillingtagen til, om der er tale om grov forsømmelse eller skødesløshed lægger landsretten særlig vægt på, om den ansatte har modtaget behørig vejledning/instruktion i udførelse af hvervet. Det tillægges også vægt, under hvilke vilkår den pågældende udfører sin tjeneste, og om den pågældende er rutineret i udførsel af den pålagte opgave.

Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder finder landsretten ikke, at tiltalte har udvist en så grov forsømmelse eller skødesløshed, at forholdet er omfattet af kriminallovens § 55, stk. 2, hvorfor tiltalte frifindes.

Landsretten stadfæster med denne begrundelse kredsrettens dom.

 

Sagsnummer: K 056/22

Domme med forklaringer