Gå til sidens indhold

Grønlands Landsret

06 jul. 2022

Grønlands Landsret

Samfundstjeneste i 100 timer - K 116/22

En 20 årig mand blev ved Kujalleq Kredsret idømt anbringelse i Anstalt for Domfældte i 4 måneder, for både husfredskrænkelse samt § 77, stk. 1 nr. 2, tilsnigelse til samleje.

Af Grønlands Landsrets dom af 6. juli 2022 fremgår følgende:

Det fremgår af kredsrettens dom, at tiltalte er dømt for overtrædelse af kriminallovens § 77, stk. 1, nr. 2, men det fremgår ikke udtrykkeligt af gerningsbeskrivelsen i anklageskriftet eller af kredsrettens præmisser, om den seksuelle krænkelse er sket ved et fuldbyrdet samleje, eller om den er sket ved andet seksuelt forhold. Endvidere fremgår det ikke klart af pigens forklaring eller sagens øvrige beviser, om hun var udsat for et samleje, eller der var tale om andet seksuelt forhold. Da skyldsspørgsmålet ikke er anket, finder landsretten, at kredsrettens dom må fortolkes efter det resultat, der er bedst for tiltalte, jf. herved retsplejelovens § 548, stk. 2 eller princippet heri, og derfor lægger landsretten til grund, at tiltalte er dømt for tilsnigelse til andet seksuelt forhold.

Landsretten fastsatte foranstaltningen til 100 timers samfundstjeneste, der skal udføres indenfor en længstetid på ti måneder, jf. kriminallovens § 141, stk. 1, jf. § 77, stk. 1, nr. 2. tiltalte undergives endvidere tilsyn af kriminalforsorgen i et år og seks måneder, jf. kriminallovens § 141, stk. 2.

Tilsnigelse til andet seksuelt forhold er en grov overtrædelse af kriminalloven, der som udgangspunkt medfører anstaltsanbringelse i flere måneder. Det taler i skærpende retning, at tiltalte gik ind på den 17 årige pigens kollegieværelse uden at være inviteret, og mens hun sov.

Det er et år og ni måneder siden, at forholdet er begået, og den lange sagsbehandlingstid skyldes navnlig, at sagen har ligget i kredsretten i omkring et år før hovedforhandlingen. Som det fremgår af blandt andet de konsekvenser sagsbehandlingstiden har haft for tiltaltes muligheder for at begynde på en uddannelse, bør en sag af denne karakter behandles væsentlig hurtigere. Herefter, og under hensyn til tiltaltes unge alder og gode personlige forhold fastsættes foranstaltningen til samfundstjeneste.

Den af kredsretten fastsatte tortgodtgørelse stadfæstes. Der er herved taget hensyn til forurettedes unge alder, og at krænkelsen er sket i forbindelse med en husfredskrænkelse.

Tiltalte idømmes samfundstjeneste i 100 timer, som skal opfyldes indenfor en længstetid på ti måneder. Han undergives tilsyn af Kriminalforsorgen i et år og seks måneder.

Den af kredsretten fastsatte tortgodtgørelse stadfæstes.

 

Sagsnummer: K 116/22

Domme med forklaringer