23 okt. 2023
Grønlands Landsret
40 timers samfundstjeneste - K 186/23
En 61 årig mand blev ved Sermersooq kredsret idømt anbringelse i anstalt i 40 dage for at have skaffet sig andet seksuelt forhold til en person, der befandt sig i en tilstand, hvor han var ude af stand til at modsætte sig handlingen, idet tiltalte trak en mands bukser ned mens han sov.
Af Grønlands Landsrets dom af 23. oktober 2023 fremgår følgende:
Alle landsrettens medlemmer finder, at tiltalte efter sagens karakter som udgangspunkt skal idømmes en ubetinget anstaltsanbringelse. Henset til den lange sagsbehandlingstid på mere end 2 ½ år, der ikke skyldes tiltaltes forhold, og henset til tiltaltes gode personlige forhold, finder landsretten det imidlertid helt undtagelsesvist forsvarligt at formilde foranstaltningen til 40 timers samfundstjeneste, der skal udføres inden for en længstetid på 6 måneder, jf. kriminallovens 88, jf. § 141, stk. 1. Tiltalte undergives endvidere tilsyn af Kriminalforsorgen i 1 år, jf. kriminallovens § 141, stk. 2.
Efter forholdets karakter, herunder at der ikke er tale om forsøg, tiltræder landsretten, at godtgørelsen for tort, jf. erstatningsansvarslovens § 26, er fastsat til 40.000 kr.
Med den anførte ændring vedrørende bortfald af henvisning til kriminallovens § 12 samt ændring af sanktion stadfæstes kredsrettens dom.
Kredsrettens dom stadfæstes med den ændring, at henvisningen til kriminallovens § 12 udgår, og at foranstaltningen ændres til 40 timers samfundstjeneste, der skal udføres inden for en længstetid på 6 måneder. Tiltalte undergives endvidere tilsyn af Kriminalforsorgen i 1 år.
Sagsnummer: K 186/23