Gå til sidens indhold

Grønlands Landsret

14 nov. 2023

Grønlands Landsret

Bøde nedsat til 5.500 kr. - K 195/23

En 69 årig mand blev ved Qaasuitsoq kredsret idømt en bøde på 6.500 kr. for at have ført motordrevet køretøj ad vejen efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteg.

Af Grønlands Landsrets dom af 14. november 2023 fremgår følgende:

Tiltalte er tiltalt for spirituskørsel ved den 1. januar 2020 at have den hvide Toyota Hiace med reg.nr. GR 15 425 ad vejen. Det er ubestridt, at der er tale om vejen i Upernavik, og landsretten finder, at anklageskriftet opfylder kravene til anklageskriftets udformning, jf. retsplejelovens § 476, st. 3. Tiltalte har nægtet overhovedet at have ført bilen den pågældende formiddag, men har erkendt at være påvirket af spiritus og har ikke bestridt promillens størrelse på tidspunkterne for de to blodprøver på henholdsvis 1,94 og 1,63.

Landsretten lægger som ubestridt til grund, at tiltalte og en anden mand på den i anklageskriftet anførte tid sammen har været kørende i den hvide Toyota Hiace fra tiltaltes røde hus B 1077 og de ca. 500 meter til butikken, der var lukket, og at de på vejen tilbage kørte fast i sneen på omtrent den placering, der er markeret på de foreviste fotos. Manden og tiltalte har om denne kørsel forklaret, at det var manden, der var fører, og at tiltalte var passager.

Vidnet har bl.a. forklaret, at hun så tiltalte og manden sætte sig ind i bilen ved tiltaltes hus, men at hun i dag ikke husker, hvem der på dette tidspunkt førte bilen, og hvem der var passager, og landsretten lægger efter Søster vidnes forklaring i kredsretten til grund, at hun alene så tiltalte og manden i og ved bilen på det tidspunkt, hvor bilen var kørt fast i sneen. På denne baggrund finder landsretten, at der ikke er ført det til domfældelse tilstrækkelige bevis for, at tiltalte førte bilen fra huset til butikken og tilbage til det sted, hvor bilen kørte fast i sneen.

Efter vidnets på dette punkt sikre forklaring, der støttes af Søster vidnes forklaring, finder landsretten det dog bevist, at de begge fra deres hus så, at tiltalte på det tidspunkt, hvor bilen sad fast i sneen, og mens manden stod udenfor bilen, med bilens motor tændt gav gas på bilen, således at hjulene kørte rundt, i den hensigt at få bilen trukket fri af sneen. 

Landsretten tilsidesætter således tiltaltes forklaring om, at han gik direkte hjem, da bilen kørte fast i snedriven, som utroværdig og bemærker, at manden herom har forklaret, at han og tiltalte sammen forsøgte at få bilen fri fra sneen, hvilket dog ikke lykkedes.

Under disse omstændigheder tiltræder landsretten, at tiltalte er fundet skyldig i spirituskørsel, jf. færdselslovens § 56, stk. 1, jf. § 9, stk. 1.  

Med henvisning til Højesterets bemærkninger om reduktion af bødens størrelse som følge af lang sagsbehandlingstid, der ikke skyldes tiltaltes forhold, jf. bl.a. TfK 2012.676 H, tiltræder landsretten, at bøden skal nedsættes. Henset til det oplyste om tiltaltes indkomst i 2019, hvorefter en bøde på 3 ugers løn udgør 16.000 kr., hvorfra der først fratrækkes 5.000 kr. og herefter 50 %, nedsættes bøden til 5.500 kr.

Tiltalte er ikke tidligere frakendt førerretten, og da tiltalte er fundet skyldig i spirituskørsel med en promille over 1,20, frakendes han førerretten ubetinget i 1 år og 6 måneder fra 1. januar 2020, hvor førerretten midlertidigt blev inddraget, jf. færdselslovens § 60, stk. 1, nr. 1.

Med de anførte ændringer vedrørende bødens nedsættelse og den ubetingede frakendelse af førerretten i 1 år og 6 måneder fra 1. januar 2020 stadfæster landsretten dommen.

Kredsrettens dom stadfæstes med den ændring, at bøden nedsættes til 5.500 kr., og at tiltalte ubetinget frakendes retten til at føre motordrevet køretøj i 1 år og 6 måneder fra 1. januar 2020.

 

Sagsnummer: K 195/23

Domme med forklaringer