21 feb. 2023
Grønlands Landsret
Anstaltsanbringelse i 5 måneder - K 016/23
En 48 årig mand blev ved kredsretten idømt anbringelse i anstalt i 3 måneder for at have slået en kvinde flere gange i hovedet og på kroppen, med skader i hovedet og brud på et ribben til følge.
Af Grønlands Landsrets dom af 21. februar 2023 fremgår følgende:
Efter bevisførelsen i ankesagen er landsretten enig med kredsretten i, at det må anses for bevist at tiltalte har slået kvinden med et knytnæveslag i hovedet, så hun faldt om og herved pådrog sig de skader, der er beskrevet i anklageskriftet. Landsretten har lagt vægt på navnlig forklaringerne fra vidnerne og på de lægelige oplysninger i sagen
Landsretten finder, at det er ubetænkeligt at tilsidesætte tiltalte forklaring om, at kvinden pådrog sig skaderne, fordi hun på grund af beruselse faldt ned ad trappen uden for hytten. Tiltaltes forklaring afviger på væsentlige punkter fra vidnernes forklaringer, herunder mandlig vidnets forklaring om, at der ikke var fysisk tumult før tiltalte og kvinden begge gik ud af hytten, ligesom tiltalte til politiet har forklaret, at han gav kvinden et slag.
Herefter stadfæstes kredsrettens bevisresultat.
Landsretten fastsatte foranstaltningen til anbringelse i anstalt i 5 måneder.
Ved fastsættelsen af foranstaltningen har landsretten i skærpende retning lagt vægt på navnlig, at forholdet i denne sag er begået kort tid efter og i prøvetiden for den seneste dom sammenholdt med kvindens alvorlige skader.
Landsretten anser det ikke for godtgjort, at der har været formildende omstændigheder, som kan føre til, at tiltalte skal idømmes en mildere foranstaltning.
Da forholdet i denne sag er begået i prøvetiden for en betinget anstaltsanbringelse, da der er tale om ligartet kriminalitet, og da sagen indbragt for kredsretten den 1. marts 2022, fastsættes en fællesforanstaltning, som også omfatter de forhold, der indgik i kredsrettens dom af 1. juni 2021, jf. kriminallovens § 130, stk. 1.
Kredsrettens dom stadfæstes med den ændring, at tiltalte som en fællesforanstaltning idømmes anstaltsanbringelse i 5 måneder. Foranstaltningen omfatter de forhold, der indgik i kredsrettens dom af 1. juni 2021.
Sagsnummer: K 016/23