Gå til sidens indhold

Grønlands Landsret

06 mar. 2023

Grønlands Landsret

Kredsrettens dom stadfæstet med ændring - K 203/22

En 58 årig mand blev ved Qeqqa Kredsret idømt en bøde på kr. 6.000,00 for at have klappet en ansat ved institutionen Naasoq Tupaarma i numsen, hvilket krænkede hendes blufærdighed.

Af Grønlands Landsrets dom af 6. marts 2023 fremgår følgende:

Efter kvindens forklaring om, at tiltalte i en arbejdssituation, med fuldt overlæg og uden relevant anledning, berørte hende på den nederste del af ballen, således at fingerspidserne berørte hende mellem benene, er landsretten enig med kredsretten i, at der er tale om en seksuel berøring af en sådan grovhed, at tiltalte har overtrådt kriminallovens § 84, stk. 1, om blufærdighedskrænkelse som beskrevet i anklageskriftet.

Landsretten finder det ubetænkeligt at tilsidesætte tiltaltes forklaring om, at der var tale om et let klap uden seksuelt motiv, da forklaringen, i betragtning af omstændighederne og efter parternes samstemmende forklaringer om deres reaktion på episoden, forekommer usandsynlig.

Henset til den tid, der er gået fra sagen blev afgjort i kredsretten, og da det ikke skyldes tiltaltes forhold, at sagen i forbindelse med ankebehandlingen har ligget stille i en længere periode, fastsatte landsretten bøden til 500 kr. Landsretten har lagt vægt på oplysningerne om tiltaltes indtægtsforhold og på retspraksis for foranstaltninger i enkle bødesager.

Kredsrettens dom stadfæstes med den ændring, at den bøde tiltalte skal betale nedsættes til 500 kr.

 

Sagsnummer: K 203/22

Domme med forklaringer