Gå til sidens indhold

Grønlands Landsret

30 maj 2023

Grønlands Landsret

Kredsrettens dom stadfæstet - K 143/22

En 40 årig mand blev ved Qeqqata Kredsret idømt anbringelse i anstalt i 9 måneder for at have haft andet seksuelt forhold til sin datter, født den 4. marts 2012.

Af Grønlands Landsrets dom af 30. maj 2023 fremgår følgende:

Landsretten finder ligesom kredsretten, at pigens forklaring er troværdig. Forklaringen er detaljeret og vedholdende og fremstår selvoplevet uden overdrivelser eller usikkerhed.

Efter pigens forklaring må det lægges til grund, at tiltalte befølte pigen i hendes kønsdel ved at bevæge sin hånd i kønsdelen. Det må endvidere lægges til grund, at der ikke var tale om en kortvarig berøring. Landsretten finder herefter, at det må anses for bevist, at der var tale om et andet seksuelt forhold, jf. kriminallovens § 77, stk. 1, nr. 3.

Henset til, at pigen er 10 år gammel og detaljeret har kunnet forklare om omstændighederne i forbindelse med episoden, både til sin mor og under videoafhøringen, kan det ikke føre til et andet resultat, at hun ikke mere præcist har kunnet tidsfæste hændelsen, idet det dog på baggrund af de afgivne forklaringer må lægges til grund, at episoden er sket på et tidspunkt mellem julen 2021 og pigens fødselsdag den 4. marts 2022. Herefter må det anses for bevist, at tiltalte har begået voldtægt og blodskam i det omfang, som kredsretten har fundet bevist, og derfor stadfæstes kredsrettens dom om skyldsspørgsmålet.

Efter retspraksis idømmes som udgangspunkt anstaltsanbringelse i op til 9 måneder i sager om voldtægt ved andet seksuelt forhold af et barn under 12 år, når voldtægten er begået før 1. juli 2022, og der er tale om voldtægt begået af en omsorgsperson.

Der er ikke omstændigheder i sagen, der giver grundlag for at fravige praksis i denne sag, hvor der i skærpende retning også må lægges vægt på, at der er tale om blodskam.

Den af kredsretten fastsatte tortgodtgørelse stadfæstes, da den er i overensstemmelse med praksis i lignende sager.

Kredsrettens dom stadfæstes.

 

Sagsnummer: K 143/23

Domme med forklaringer