Gå til sidens indhold

Grønlands Landsret

16 maj 2023

Grønlands Landsret

Tiltalte idømt anbringelse i anstalt i 1 år og 3 måneder - K 237/22

En 26 årig mand blev ved Qaasuitsoq kredsret idømt anbringelse i anstalt i 6 måneder for i flere tilfælde lagde sig ved siden af en pige, født den 19. marts 2005, og befølt hende på kroppen samt ved vold og den i situationen underliggende trussel om vold, at have forsøgt at tiltvinge sig samleje.

Af Grønlands Landsrets dom af 16. maj 2023 fremgår følgende:

Landsretten har ved fastsættelsen af foranstaltningen lagt til grund, at voldtægt ved tiltvingelse af samleje med et barn under 15 år ifølge retspraksis på gerningstidspunktet som udgangspunkt skulle medføre anstaltsanbringelse i 2 år og 6 måneder, jf. til illustration præmisserne i Grønlands Landsrets dom af 19. oktober 2019 i sagen K 170/19 vedrørende voldtægt af en pige på 13 år, begået af en gerningsmand på 30 år.

Landsrettens medlemmer er imidlertid enige om, at der i nærværende sag i formildende retning skal lægges afgørende vægt på, at der alene er tale om forsøg og ikke fuldbyrdede forhold. Hertil kommer, at aldersforskellen mellem tiltalte og forurettede i nærværende sag er mindre end i den nævnte sag, at tiltalte har erkendt sig skyldig, og at tiltalte ikke er tidligere foranstaltet og aktuelt har meget gode personlige forhold, hvortil kommer den lange sagsbehandlingstid.

To af rettens medlemmer stemmer herefter for, at tiltalte skal idømmes anbringelse i anstalt i 1 år og 3 måneder, mens et af rettens medlemmer på grund af sagens grovhed – herunder at der er tale om to forhold stemmer for, at tiltalte skal idømmes anbringelse i anstalt i 1 år og 6 måneder.

Der afsiges dom efter stemmeflertallet.

Retsformanden stadfæster efter parternes samstemmende påstande herom kredsrettens bestemmelse om tortgodtgørelse, der ses fastsat med hensyntagen til, at der er tale om to forhold vedrørende forsøg mod samme forurettede, samt tidspunktet for krænkelserne.

Kredsrettens dom stadfæstes med den ændring, at tiltalte idømmes anbringelse i anstalt i 1 år og 3 måneder.

 

Sagsnummer: K 237/22

Domme med forklaringer