13 jul. 2023
Grønlands Landsret
Anstaltsanbringelsens længde nedsat til 1 år - K 149/23
En 47 årig mand blev idømt anbringelse i anstalt i 2 år og 6 måneder og frakendes retten til at udøve virksomhed, der indebærer plejefunktioner på plejehjem for at have skaffet sig vaginalt samleje med en kvindelig beboer, der er fysisk og psykisk udviklingshæmmet.
Af Grønlands Landsrets dom af 13. juli 2023 fremgår følgende:
Efter indholdet af de retsgenetiske undersøgelser, herunder navnlig, at der er fundet dna, der med høj sandsynlighed stammer fra tiltalte ved forurettedes skedeåbning og på forurettedes underbukser, samt at der dybt i forurettedes skede er fundet dna, der kan stamme fra tiltalte, og at der på tiltaltes penisrod og glans er fundet dna, der med meget høj sandsynlighed stammer fra forurettede, sammenholdt med det oplyste om, at tiltalte den pågældende dag, havde befundet sig alene med forurettede og forklaringen afgivet af vidnet, og i øvrigt af de kredsretten anførte grunde, finder landsretten det ubetænkeligt at anse det for bevist, at tiltalte på tid og sted, som anført i den rejste tiltale, havde samleje med forurettede.
Efter oplysningerne om forurettedes mentale tilstand, herunder forurettedes funktionsniveau, er det også efter bevisførelsen for landsretten godtgjort, at forurettede er mentalt retarderet, og at tiltalte skaffede sig samleje med hende ved udnyttelse af hendes mentale retardering. På samme baggrund og efter oplysningerne om forurettedes manglende sprog og fysiske handicap tiltrædes det tillige, at forurettede reelt befandt sig i en tilstand, hvor hun var ude af stand til at modsætte sig handlingen, og at tiltalte, der var ansat som plejer på forurettedes institution, var bekendt med hendes situation.
Landsretten finder det således bevist, at tiltalte har gjort sig skyldig i overtrædelse af dagældende kriminallovs § 77, stk. 1, nr. 2, jf. § 78, stk. 1 og stk. 3, nr. 3, (nugældende kriminalovs § 77, stk. 1, jf. § 78, stk. 1 og stk. 3, nr. 3).
Navnlig efter oplysningerne om forurettedes meget lave udviklingsniveau, og at tiltalte ved udnyttelse af hendes mentale retardering skaffede sig fuldbyrdet samleje med hende på hendes bopæl, samt at tiltalte som plejer på institutionen var ansat til at varetage omsorgen for forurettede, finder landsretten, at foranstaltningen skal fastsættes til anbringelse i anstalt i 1 år. Landsretten finder, at forholdet - uanset forurettedes meget lave funktionsniveau – ikke, som anført i kredsrettens dom, kan sidestilles med voldtægt af et barn under 12 år.
Efter forholdets karakter og det oplyste om tiltaltes personlige forhold tiltræder landsretten, at tiltalte i medfør af kriminallovens § 165, stk. 2, 1. pkt., jf. stk. 1 og stk. 3, i 3 år er frakendt retten til at udøve virksomhed, der indebærer plejefunktioner på plejehjem, i beskyttede boliger eller lignende institutioner, der bebos af personer svækket af fysiske og/eller psykiske handicap eller lignende.
Efter forholdets karakter finder landsretten, at godtgørelsen for tort, jf. erstatningsansvarslovens § 26, skal fastsættes til 50.000 kr.
Kredsrettens dom stadfæstes med de ændringer, at anstaltsanbringelsens længde nedsættes til 1 år, og godtgørelsen for tort nedsættes til 50.000 kr.
Sagens nummer: K 149/23