08 okt. 2024
Grønlands Landsret
Betinget anstaltsanbringelse i 30 dage - K 160/24
En 65 årig mand blev ved Kujalleq kredsret frifundet. Han var tiltalt for at have indfundet sig i en kvindes værelse og befølt hende i skridtet uden på hendes trusser, hvilket var egnet til at krænke hendes blufærdighed. Han var ansat på døgninstitutionen Inuusuttut inaat i Qaqortoq.
Af Grønlands Landsrets beslutning af 8. oktober 2024 fremgår følgende:
Det kan efter kvindens og tiltaltes samstemmende forklaringer lægges til grund, at tiltalte om natten mellem den 6. og 7. december 2022 havde nattevagt på den institution, hvor kvinden boede, og at tiltalte på et tidspunkt i løbet af natten var inde på kvindens soveværelse, hvor han samlede hendes dyne op fra gulvet og lagde den over hende. De har endvidere begge forklaret, at tiltalte i den forbindelse kortvarigt berørte kvinden omkring kanten på hendes benklæder.
Kvinden har fast forklaret, at berøringen skete på hendes vagina, udenpå trusserne. Hun har endvidere under videoafhøringen forklaret, at hun lå på siden og med samlede ben, da berøringen skete. Tiltalte har forklaret, at berøringen skete længere nede end maven, men ikke på hendes vagina.
Landsretten finder, at det efter de afgivne forklaringer er bevist, at tiltalte har berørt kvinden ved hendes trussekant, om natten, mens hun lå i sin seng. Landsretten finder det ubetænkeligt at tilsidesætte tiltaltes forklaring om, at kvinden denne nat var iført cowboybukser, og retten lægger herefter kvindens forklaring om, at hun var iført en natkjole og trusser til grund. Landsretten finder, at en sådan berøring ved kanten af trusserne er en overtrædelse af kriminallovens § 84, stk. 1, om blufærdighedskrænkelse, da kvinden kun var iført trusser og en natkjole og befandt sig alene i sin seng, hvor hun var i en særlig udsat og sårbar situation.
Landsretten fastsatte foranstaltningen til betinget anstaltsanbringelse i 30 dage med en prøvetid på et år, jf. kriminallovens § 129, stk. 1 og 2, jf. § 84, stk. 1.
Ved fastsættelsen af foranstaltningen har landsretten lagt vægt på navnlig, at der er tale om en mindre grov blufærdighedskrænkelse og at tiltalte har gode personlige forhold.
Tiltalte idømmes betinget anstaltsanbringelse i 30 dage. Fuldbyrdelsen af foranstaltningen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på et år, hvis titalte ikke i prøvetiden begår ny kriminalitet.
Sagsnummer: K 160/24
Domme med forklaringer (kommer senere)